Foranlediget af et oplagt spørgsmål fra Charlotte Vinther i Hirtshals har netavisen efterlyst resultater fra kvinderne, som tidligere gjorde det godt hos Sindal Billard Klub.
– Det er korrekt, at klubben tidligere har haft en solid og fremtrædende rolle på kvindesiden, både med jyske og danske mesterskaber på cv’et, lyder det fra Erik Brogaard hos SBK.
– Desværre er det gået sådan, at fraflytning, alder og sygdom har sat en stor kæp i hjulet. Der er i dag ingen kvinder i klubben, men billardsporten er naturligvis for alle, så døren er altid åben, tilføjer Erik Brogaard.

Til gengæld opfordrer han samtidig spørgeren og alle andre kvinder, der måtte have lyst til at prøve spillets finurligheder, til at møde frem i klublokalet over SuperBrugsen i Sindal.
Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så kan du oven i købet bare tage en gratis tur med deres stolelift. Medlemmerne er klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Link til seneste artikel om samme emne


