Hvis du ikke selv har job i landbruget, så kender du måske en, der har det i Hjørring kommune.
For her i det nordvestlige Vendsyssel er det ikke færre end 7,7 procent af de privatansatte, der er beskæftiget inden for landbruget. I alt 1.598 personer.
Det fremgår af et særudtræk fra Danmarks Statistik lavet af brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer, hvor man helt ned på sogneniveau kan se, hvor mange der er beskæftigede inden for landbruget.
I Rakkeby Sogn i Hjørring Kommune er det faktisk hele 82 ud af 118 private arbejdspladser, der ligger i landbruget. Det svarer til 69 procent eller mere end to ud af tre.
Hos landboforeningen Agillix glæder man sig over opgørelsen.
– Den viser, at landbruget er en vigtig bidragsyder i forhold til at skabe job og understøtte velfærden i Hjørring Kommune, siger formand Carl Chr. Pedersen.

Mange job på spil
Når man opgør, hvor meget det, man kalder for landbrugskomplekset, fylder i de enkelte kommuner, tæller man landbrugsbedrifter og de sektorer, der er direkte knyttet til landbrug, med.
Foruden landbrugsbedrifterne gælder det maskinstationer og de tætknyttede forarbejdningsindustrier i form af slagterier, mejerier samt sukker- og stivelsefremstilling.
Fælles for alle de arbejdspladser, der ligger i landbrugskomplekset er, at de ikke ville være der uden dansk landbrug, og at der ville mangle 7,7 procent af de private job i Hjørring Kommune.
Håber samarbejdet fortsætter
Hos Agillix er formand Carl Chr. Pedersen stolt over landbrugets bidrag i kommunen.
Han håber på, at der også efter valget vil være et godt samarbejde mellem landbruget og politikerne i Hjørring Kommune.
– Vi er glade for den opbakning, som landbruget møder lokalt. Samtidig er vi meget bevidste om det ansvar, vi har, når det gælder udvikling af fremtidens bæredygtige løsninger og landbrugets bidrag til den grønne trepart, siger Carl Chr. Pedersen.
I nabokommunerne Frederikshavn og Brønderslev Kommune er det henholdsvis 3,7 og 11,5 procent af de private arbejdspladser, der ligger inden for landbrugskomplekset.



Nedlæg det miljøsvineri og dyremishandlingserhver!