Af Rasmus Prehn
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
Socialdemokratiet
Da jeg var barn, var det ikke ualmindeligt, at ens bedsteforældre gik bort, før de fyldte 70 år. De nåede knap nok at komme på pension, så blev de syge, og efter kort tid var de væk. Sådan var det ikke bare i min familie, men i mange andre arbejderfamilier.
Heldigvis lever mange, takket være bl.a. lægernes viden, sundhedsvæsenets store indsat og måske især en sundere livstil, meget længere i dag. Og de har meget mere glæde af deres velfortjente otium. Tid til ægtefællen. Tid til fritidsinteresser, hobbyprojekter og deltidsarbejde. Tid til børn, børnebørn og måske ligefrem oldebørn. Derudover er mange ældre frivilligt aktive i foreninger, klubber, nødhjælpsorganisationer mm. De gør en kæmpe forskel til glæde for mange.
Mine egne forældre er et godt billede på denne revolution. De kom begge tidligt ud på arbejdsmarkedet, som hhv. 13 og 15 år. Ikke meget anderledes fra deres egne forældre. Men hvor deres forældre døde i 60-70 års alderen, er mine forældre nu hhv. 76 og 81. Og de er begge aktive mennesker. De bruger tid på hinanden, på børn og børnebørn og nu også oldebørn (min storesøster er lige blevet farmor), på rejser og ikke mindst frivilligt arbejde.
De har knoklet hårdt hele deres ungdoms- og voksenliv, nu høster de velfortjente frugter af deres store arbejdsindsats. Jeg synes derfor, det er helt uhyrligt, når nogen i ramme alvor foreslår, at man skal afskaffe den nye Arne-pension. Afskaffe en ordning, hvor mennesker, der har knoklet et helt liv, kan trække sig værdigt tilbage, inden de bliver syge eller helt nedkørte af det hårde arbejde.
I fremtiden bliver vi flere ældre. Og det kommer til at betyde, at vi som samfund skal forberede os på at gøre en ekstra indsats for at sikre medarbejdere inden for sundheds- og omsorgssektoren. Fx SoSu-hjælpere og -assistenter, som efter min mening skal tales meget mere op og hyldes for deres indsats. Ellers får vi aldrig rekrutteret de mange nye medarbejdere, der er brug for. Og i øvrigt har de i den grad fortjent det.
Men selvom vi taler om denne nye vigtige opgave, i forhold til vores mange flere ældre, er det altså afgørende vigtigt, at de ikke italesættes som et problem, en byrde eller lign. For mange har efter min mening lidt for travlt med at bruge udtrykket ældrebyrde. Det er direkte upassende og urimeligt. De ældre er IKKE en byde – de er en kæmpe ressource.
Først og fremmest har de knoklet et helt liv. De har betalt skat. Meget skat i mange år. Men de er også stadig meget aktive med fx frivilligt arbejde mm. Den store indsats mange ældre gør, skal vi påskønne langt mere. Og vi skal måske også prøve at indrette vores samfund, så de får lov at spille en større rolle i samfundets opgaver og institutioner, hvis de vel at mærke ønsker det. Kunne flere ældre fx få lov at give en hjælpende hånd med i skoler og børneinstitutioner, på teatre, museer, kulturinstitutioner, ældrecentre mm? Jeg tror, vi kan få rigtigt meget glæde for alle parter ud af det.
Men først og fremmest er det vigtigt at understrege: Ældre er en kæmpe ressource – ikke en ældrebyrde.
