Af Lars Høgh
Lektor på Hjørring Gymnasium
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Vi har gjort det i over 150 år – og vi gør det fortsat – uddannet en del af byens unge på Hjørring Gymnasium. Bør vi skamme os over det, eller være stolte af det?
Hvad kan man i grunden forvente af en uddannelsesinstitution? Er det acceptabelt, at 80-90 procent gennemfører uddannelsen? Er det urimeligt, at mange af dem flytter fra egnen for at uddanne sig, bosætte sig, få betydningsfulde job og stifte familie i andre dele af landet? Det er virkeligheden, men skal vi skamme os over det?
Langt, langt hovedparten af eleverne har et fritidsjob – mange i butikkerne i kommunen, men en del er faktisk også vikarer blandt andet i den kommunale ældrepleje. Modsat mange fordomme lever nutidens unge ikke af SU. De går i skole, ja, men de arbejder også – nok i min optik af og til lidt for meget i forhold til at passe skoletiden. Men der er jo behov for dem – ellers ville der ikke være job til dem.
Kender du det, at hvis man siger noget nok gange, får man skabt en sandhed – også selvom det er en usandhed? Det bliver sagt igen og igen: De unge bruger ikke deres uddannelse, og de holder bare sabbatår og laver ikke noget. Ordene bliver sagt, uden at man forholder sig til spørgsmål som: Gennemfører andre unge deres uddannelse? Skifter de hurtigt spor kort efter, at de har taget en uddannelse, og går i gang med en ny? Hvor kommer gruppen af dem, som på sigt er på offentlig forsørgelse, fra? Er der virkelig en overrepræsentation af unge ledige, som kommer fra ungdomsuddannelserne?
Nuancerne og faktatjekket i diskussionen er i dag totalt fraværende, mens de unge stadig ofte stemmer med fødderne og tænker: Vi må hellere få en uddannelse – det har gavnet generationer før os, og for mig og min familie giver det fortsat mening.
For så kan jeg gøre mor, far og bedsteforældre stolte, og med studenterhuen gør jeg mig parat til arbejdslivet – og tak for det.
