Af Lars Høgh
Kandidat til KV25
Venstre i Hjørring
En undervisningsminister melder ud om PDO, Pisse Dårligt Opdragelse, en opgivende skolelærer fløjter i fløjten for at få ro, en forælder melder ud på de sociale medier om, at mit barn ikke er et dyr og en rektor på et gymnasium beder de unge opføre sig ordentligt eller forsvinde.
”Du må da kunne forstå jeg står op for mit barn”. Ordene har jeg som skoleleder på et gymnasium og tidligere på et VUC, og som bestyrelsesformand på Hjørring Private Realskole og på Horne Efterskole hørt fra forældre i forskellige afskygninger de sidste 25 år. Intensiteten i ordene er dog steget, og det man er villig til at ”stå op for” også. Hvorfor, fordi pendulet går mere i retning af JEG og MIT barn har ret, og det må du og alle andre da kunne forstå.
Her bliver det så svært, fordi nej, jeg kan ikke altid forstå det. Min manglende forståelse kan bygge på mange ting, måske er den fortælling dit barn kommer med i skærende kontrast til den virkeligled skolen, altså jeg som leder, skolens lærere eller en stor gruppe af andre elever oplever. Der kan også være tale om adfærd på skolen, fravær, snyd med opgaver eller noget andet, hvor skolen og dens lærere og ledere må ”stå op for fællesskabet og reglerne”. Her ville det være herligt hvis flere forældre bakkede op – op om skolen, lærerne og fællesskabet og bad barnet/den unge ændre adfærd. Det fremfor straks at blev tastaturkriger på de sociale medier og føle en ubærlig trang til at ”gå viralt og gå i medierne” med den oplevede uretfærdig eller sågar det oplevede overgreb. Intet mindre kan gøre det.
Lærerrollen er tydeligvis forandret. I ”gamle” dage var læreren en autoritet i klasserummet, en man ikke bare som elev, men også som forælder respekterede, ja måske ligefrem så op til. Forældre udgangspunktet har efterfølgende ændret sig fra en ”det er jeg ked af, det vil jeg tale med mit barn om at ændre” mentalitet til ”hvem siger det er sådan, i må da kunne forstå, mit barn har ikke…. ”.
Hvorfor denne forandring – jeg har ikke det endegyldige svar, men fornemmer nogle tendenser. Det virker som om man i dag i langt højere grad skal være venner med ens børn, det med rammer og regler såvel i som udenfor hjemmet er svært, det gøres ikke lettere af skilsmissefamilierne, hvor man muligvis konkurrerer lidt om barnets gunst. Man søger måske også mere hjem, hjem fremfor ud i fællesskaberne, fællesskabet i foreningslivet m.v. hvor man skal bøje sig mod hinanden. Hjemme kan man altid som barn eller unge søge ind på værelset og vælge det digitale fællesskab fremfor det gamle samvær i stuen ved flimmerkassen eller over ludospillet.
Læreren er besværlig, de andres børn er besværlige, de andre forældre ligeså og skoleledelsen også. Hvorfor, jo fordi deres eksistens besværliggør min hverdag og udfordrer min individuelle adfærd og min ret til at gøre som jeg finder bedst – for mig og mit barn.
Det er en falliterklæring når en lærer vælger at fløje i klasserummet. Det er det også når man som forældre farer i pressen. Men hvordan er det kommet dertil, det er vel det vi bør spørge os selv om. Inkluderes for mange børn, med stor sandsynlighed pga. kommunernes og skolernes pressede økonomi. Forældreadfærden er også forandret. Jeg tør ikke, ønsker ikke at tage dialogen ansigt til ansigt, så hellere et opslag – det løser nok tingene.
Jeg tror dog også vi må se på os selv, som forældre, som unge, som skoleledere og som politikere og sige. Hvordan skaber vi et fælles ”vi”, hvor børn der sendes i skole er skoleparate, hvor alle forstår at en lærer ser en fællesmængde af 20-30 elever i en klasse, ikke unikke individer med uendelig særret. En skole hvor ”Du må da kunne forstå jeg står op for mit barn” udgangspunktet ikke er det udgangspunkt, man som forælder først griber til.
