Af Lars Høgh
Kommende byrådsmedlem
Venstre i Hjørring Kommune
Jeg ved det godt, det er først 1. januar jeg får sæde i byrådet, og i TMU, men alligevel valgte jeg at deltage i borgermødet i torsdags i Idrætscenter Vrå om opsætning af nye vindmøller ved Høgsted. Hvordan var den oplevelse så?
Først og fremmest var vel ca. 80-100 mennesker mødt op for at høre om projektet, om de kompensationsordninger m.v der findes ifølge lovgivningen. Selve mødet forløb, set fra mit perspektiv, godt. Jeg talte med flere efter mødet som sagde. ”Det er lidt svært at forstå hvorfor reglerne er som de er, men nu lidt mere om hvordan vi skal gøre, det er godt. Enkelte sagde: mon kommunen kan hjælpe vi ældre med det der teknik?”
Her er nok en pointe. Vi ”ikke helt så gamle” og os der ”arbejder ved tasterne til hverdag” kan nok lettere finde ud af at skrive ansøgninger end eksempelvis lidt ældre borgere – det er nok godt at tilbyde lidt hjælp. Hvis hjælpen er der i forvejen (det har jeg ikke undersøgt nærmere) – måske i borgerservice eller på anden vis fik man, som jeg hørte det, ikke det budskab så tydeligt frem. Den refleksion tager jeg med mig.
En enkelt borger, som jeg sad tæt ved, talte om at hans ejendom lå lige udenfor kompensations-området, ”men sådan er det jo”, sagde han. Vi talte sammen om nødvendigheden af at der jo er nogle regler, herunder nogle grænser, og også at vi jo generelt bor i et land som behandler borgerne ordentligt, det er ikke i alle lande man ville have kompensationsregler. En anden havde en anden tilgang – skåret lidt til benet, indrømmet, kan det vel sammenfattes til: Min bolig er lige udenfor området, den burde kommunen købe når den giver lov til det åndsvage projekt. I politikere er alligevel i lommen på dem der bygger det projekt, og så kan vi andre bare blive skidt på.
Den samtale var svær. Jeg forsøgte at forklare, at man selvfølgelig må mene hvad man vil om vindmøller, fair nok. Jeg forklarede også at man kan være enig eller uenig i de afstandsregler der er, men de er jo lovbestemt – på Christiansborg. Kommunen hverken kan eller må opkøbe ejendomme blot ud fra borgerønsker, og det er jo heller ikke kommunen der skal købe de ejendomme, som er indenfor området. Det argument faldt på gold jord. Mit forsøg på at forklare, at jeg ikke kender dem der vil bygge vindmøllerne, fik jeg også kun ringe accept af. Jeg må indrømme, jeg gav lidt op – men jeg lyttede.
Jeg kørte hjem med mange positive følelser. Jeg tror langt, langt hovedparten af deltagere følte de gik klogere hjem end da de kom, og det er vigtigt. Enkelte følte nok de stod med en opgave foran sig med at ansøge, som de godt kunne have været foruden, men som de trods alt nok skulle få løst. Nogle hilste projektet velkommen og glædede sig over mere vedvarende energi til kommunen og dens virksomheder og borgere. Men jo mindst en enkelt følte sig tydeligvis ikke lyttet til, følte hverken borgermøde eller høring giver mening. Rent skuespil – basta!
Som kommende politiker vil jeg gerne lytte til alle synspunkter, men jeg kommer nok også til at erkende, at der af og til er nogen, som føler jeg ikke lytter, blot fordi jeg er uenig med dem i deres syn på en sag, og også fordi jeg nu engang tænker, den lovgivning vi har skal man vel følge – hvad enten man er enig eller uenig i den.
