Flere borgere har den seneste tid oplevet gener efter kontakt med den såkaldte “larve fra helvede”, men det er ikke kun mennesker, der bør holde afstand. Ifølge veterinærkoncernen AniCura kan det også være farligt for hunde, hvis de firbenede kommer i kontakt med larvens mikroskopiske hår.
Hundeejere bør være særligt opmærksomme, hvis de firbenedefærdes i områder, hvor den såkaldte ”larve fra helvede”, er fundet, advarer veterinærkoncernen AniCura.
Kontakt med egeprocessionslarven, der den seneste tid har skabt stor bekymring i Odense, kan nemlig få alvorlige konsekvenser, lyder det fra chefdyrlæge hos AniCura Danmark, Hanne Friis:
– Mange hunde undersøger verden med snuden og munden, og derfor kan de hurtigt komme i nærkontakt med egeprocessionslarven. Det særlige ved larven er desuden, at det ikke kun er selve kontakten med den, der kan give problemer. De mikroskopiske hår kan også blive siddende i omgivelserne og på hundens pels, og man skal tage det alvorligt, hvis man har mistanke om, at ens hund har været i kontakt med larven, siger Hanne Friis og fortsætter:
– Konsekvenserne afhænger af, hvor hunden har været i kontakt med larvens hår. Men det kan blandt andet resultere i irritation og skader i mundhulen, på tungen, på huden eller i øjnene. Hvis hårene indtages, kan de også give skader i mave-tarm-kanalen, ligesom de kan påvirke luftvejene, hvis de indåndes.
Ifølge Hanne Friis bør hundeejere derfor undgå områder med advarsler om egeprocessionslarver og holde hunden i snor i nærheden af egetræer, hvor larverne typisk opholder sig.
Hvis uheldet er ude
I de tilfælde hvor en hund alligevel har været i kontakt med egeprocessionslarven, er det vigtigt, at man undgår at gnide på huden eller pelsen, da det kan sprede hårene fra larven yderligere. Og så handler det ifølge Hanne Friis om at reagere hurtigt:
– Som ejer kan man starte med forsigtigt at skylle de berørte områder som eksempelvis mund, næse og poter med rigeligt vand, hvis hunden har været i kontakt med larven. Husk at tage handsker på, og undgå at bruge en klud eller børste, da det kan få larvens hår til at sprede sig yderligere og forværre irritationen,siger Hanne Friis og fortsætter:
– Herefter bør man kontakte sin dyrlæge, så hunden kan blive vurderet. På klinikken kan dyrlægen undersøge, hvor hunden er blevet eksponeret, og hvilken behandling der er nødvendig. Det kan eksempelvis være yderligere skylning, smertelindring og medicin, der dæmper hævelse og inflammation. Hvis der er tale om øjenkontakt, luftvejssymptomer eller alvorlige skader i munden, kan det kræve mere intensiv behandling.
Indtil videre har ”larven fra helvede” især været til stor gene i Odense, og derfor er det særligt hundeejere i dette område, der bør være opmærksomme. Egeprocessionslarven kan dog på sigt sprede sig til flere steder i landet, og AniCura opfordrer derfor hundeejere til at holde øje med lokale advarsler.
Symptomer du skal være opmærksom på
Hvis din hund har været i kontakt med egeprocessionslarven, skal du blandt andet holde øje med følgende symptomer:


