Af Laura Jensen
Kandidat for Moderaterne ved KV25
Hjørring Kommune
Jeg har i forbindelse med en af mine mærkesager, (som er indenfor psykiatri og handicap) talt med forskellige pårørende til beboere på nogle af de kommunale botilbud i Hjørring.
Når jeg har talt med pårørende til borgere på kommunale botilbud i Hjørring, har jeg gang på gang siddet tilbage med en knugende bekymring – både for de borgere, der er afhængige af kommunens hjælp, og for de medarbejdere, der hver dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen under urimelige forhold.
Jeg har hørt historier om borgere, der fastspændes i stole i timevis, til de risikerer alvorlige helbredsskader. Om mennesker, der græder hver gang, de skal tilbage på bostedet efter at have været hjemme på besøg. Om medarbejdere, der udsættes for vold, men presses til at blive i vagten, fordi der er for få på arbejde. Vikarer, der alene må tage ansvar for en hel afdeling med høj plejebyrde, samt behov for sundhedsfaglig ekspertise. Beretninger om ansatte, der ender med stress, PTSD og sygemeldinger – og som ovenikøbet trues med fyring, hvis de vover at kritisere forholdene.
Jeg vil ikke kunne komme omkring alt i et enkelt debatindlæg, hvorfor der vil komme flere debatindlæg fra mig om emnet, med fokus på de forskellige emner, der er blevet berørt i mine samtaler med pårørende samt tidligere medarbejdere ved Hjørring Kommune.
Disse beretninger står desværre ikke alene. Socialtilsyn Østs seneste rapport fra juni 2025 om botilbuddet Aage Holms Vej i Hjørring maler et dystert billede: Beboerne trives i lav grad, bemandingen er utilstrækkelig, og borgernes værdighed og sundhed bliver kun i middel eller lav grad respekteret og understøttet. Der er mangelfuld håndtering og dokumentation af magtanvendelser og overgreb. Tilsynet peger gentagne gange på “væsentlige kvalitetsudfordringer” i botilbuddets indsats.
Alligevel oplever pårørende at blive mødt med mistro fra kommunens politikere. Mange har følt sig ignoreret eller ligefrem beløjet af folkevalgte, der har nægtet at anerkende problemerne – indtil medierne belyste sagen og Socialtilsynet Øst greb ind.
I Socialtilsynets rapport for 2025 beskrives der, at botilbuddet i lav grad understøtter borgernes fysiske og mentale sundhed og trivsel, samt at botilbuddet kun i middel grad respekterer borgernes værdighed, autonomi og integritet. Tilbuddet formår derudover også kun i lav grad at forebygge, håndtere og dokumentere magtanvendelser, samt tilbuddet kun i lav grad formår at forebygge, håndtere og dokumentere vold og overgreb. Tilsynet har været særlig opmærksom på de skærmede pladser, samt de har anskuet problematikkerne i sammenhæng med en henvendelse fra Arbejdstilsynet.
Under stort set alle de forskellige temaer Socialtilsynet skal vurdere et tilbud på, er konklusionen ofte den samme
”Socialtilsynet vurderer med afsæt i ovenstående, at tilbuddet i deres indsats vedrørende dette tema har væsentlige kvalitetsudfordringer.”
Hvordan har det kunnet gå så galt? Hvad ligger bag den kommunale blindhed og manglende handling på borgeres bekymringer og henvendelser? Er det økonomiske prioriteringer, politisk berøringsangst eller en kultur, hvor man hellere vil feje problemer ind under gulvtæppet end konfrontere dem?
Jeg stiller mig ikke tilfreds med at lade disse spørgsmål hænge i luften. Derfor vil jeg i kommende debatindlæg dykke ned i sagerne, belyse årsagerne og diskutere, hvordan vi fremover sikrer, at Hjørrings mest sårbare borgere får den omsorg og værdighed, de har krav på – og at medarbejderne får ordentlige arbejdsforhold der tillader dem at udføre deres arbejde på tryg og saglig vis.
Det her handler om mere end tal i et budget. Det handler om mennesker. Og vi skylder dem at lytte – og handle.
Diskussionen om post