Laura Jensen: Når vi bliver syge i vores egne hjem – og ingen tager ansvaret

Af Laura Jensen
Smidstrup

Vi har ikke sovet hjemme i måneder. Vores hus står tomt, mørkt og koldt, mens vi forsøger at finde et sted, vi kan trække vejret frit. Vores hjem, som vi har betalt for og skabt minder i, er blevet et sted, vi ikke kan opholde os – fordi luften gør os syge.

Jeg blev syg. Min kæreste blev syg. Vi er nu begge patienter på Miljømedicinsk Afdeling, fordi vores helbred med stor sandsynlighed er blevet påvirket af udledningerne fra de nærliggende virksomheder Agri Energy og Stiesdal Skyclean. Lægerne ved ikke præcist, hvad vi har været udsat for, eller hvilke langsigtede konsekvenser det kan få for vores liv og helbred – kun at der allerede nu er konstateret følger efter forløbet på mit helbred.

Miljømedicinsk tilbød os at indgå i et forskningsprojekt, så der i det mindste kan holdes øje med os. Måske kan det hjælpe andre i fremtiden. Vi håber selvfølgelig også, det kan hjælpe os – men vi er ikke længere så forhåbningsfulde, som vi engang var, for hvad der venter os – jeg er mest af alt bange.

Mine luftveje er blevet følsomme og lukker sig nemt til, og i min journal står der nu, at jeg har oplevet forværring af disse symptomer efter generne fra virksomhedernes udledninger. Vores hjem er blevet et helbredsmæssigt fængsel. Vi står med et hus og udgifterne til et hjem, vi ikke kan være i – vi flytter fra sted til sted med vores ejendele i tasker og kasser. Vi sover dårligt. Vi lever i konstant bekymring for fremtiden, vores økonomi, helbred og mulighed for at kunne skabe en familie. Vi kan ikke sælge huset – vi har oplysningspligt, og en ejendomsmægler har fortalt os, at vi risikerer at gå derfra med et tab på 150.000-200.000 kroner. Vi er stavnsbundne, syge og udmattede. Vi er hjemløse med fast adresse og et fastforrentet realkreditlån.

Hvem tager ansvaret for det her?

På et dialogmøde sagde Stiesdal selv, at de ikke var sikre på, hvad der nu var galt, selv efter ombygningen af pyrolysen. De håber at have en løsning om tre måneder – men de kunne ikke garantere, at vi ikke bliver syge igen, hvis vi vender hjem. Hvordan kan man leve med sådan en besked? Hvordan kan man finde ro, når ingen kan love, at luften i og omkring ens hjem ikke vil skade én?

Det handler ikke om politik, tal, grøn omstilling og grænseværdier – det handler om mennesker. Om os. Om vores helbred, vores livskvalitet, vores økonomi. Det handler om rettet til at kunne åbne sit vindue uden det er med livet og helbred som indsats. Vores hjem skulle være vores tryghed, vores base, der hvor vi skabte vores familie og levede vores liv, men det er det ikke. Vi er tvunget væk fra vores hjem på grund af forurening og gener derfra, men er blevet et økonomisk fængsel. Vi sover ikke ordentligt. Vi lever i konstant bekymring for fremtiden. Vi er nødt til at kæmpe med alt, hvad vi har, bare for at blive taget alvorligt.

Vi håber, at dette indlæg vækker forståelse hos både borgere, myndigheder og politikere. Vi ønsker ikke konflikt, vi ønsker bare at være trygge. Ingen bør blive syge af at bo i deres eget hjem. Ingen bør stå med den følelse af hjælpeløshed, vi oplever nu. Vi beder jer: Se os. Hør os. Hjælp os. Vi er syge, trætte og magtesløse.

Vi føler os alene i en kamp, vi ikke selv har valgt, hvor vores hjem og helbred er blevet ofret, uden vi er blevet hørt først.