Indrømmet… ud over Vinterbergs ”Festen” og Axels ”Babettes Gæstebud” tror jeg, at jeg har holdt mig fri for filmede fester… Måske min psykolog kan forklare, hvorfor men hvorfor så gå til forsamlingshusfestfilm…?
Umiddelbart nok lidt nysgerrighed og håb om at få en god oplevelse… Søren Kragh-Jacobsen har leveret tv-, film- og lydtapet til en stor del af mit liv, og sikken rejse… sjov og alvor og seriøsitet og respekt for mennesket, så man bliver lidt nysgerrig på, hvordan Kragh-Jacobsen klarer at få en fortælling ud af noget så dansk, så banalt, så suppe-steg-is-agtigt som et guldbryllup i et forsamlingshus…
De store avisers anmeldere har ikke været så begejstrede, men det virkelige liv består jo ikke af store aviser og deres anmeldere, men måske mere af Den knaldrøde Gummibåd og Lille Sommerfugl… sidstnævnte hit blev genopfundet af Bjørn Tidmand i 1968 og var en landeplage, der hurtigt delte dansktopvandene… Kys min røv til jul, lød det fra dem, der elskede at hade den sang, som Søren Kragh-Jacobsen selv siger, at han gladeligt synger med på efter et par glas rødvin…
Prøv at google teksten til Tidmands landeplage… Sangen er i virkeligheden lettere sørgmunter og handler om at få det bedste ud af livet, mens det er her, og før vi folder vore vinger og bliver til støv…
Måske er det sådan Søren Kragh-Jacobsen har det… ihvertfald er guldbryllupsscenen sat i biografen til et familiært drama til en topplacering på Dansktoppen…
Ernst har været gift med Louise i 50 år, og det skal fejres… Hans største aktuelle problem er, at banken har erklæret ham konkurs to dage før festen, og det har han selvfølgelig ikke fortalt hende noget om… hendes største problem er muligvis Ernst… men mens aftenen skrider frem mod katastrofen for den forstokkede, småracistiske knudemand og hans familie, bliver vi vidne til en helt særlig udgave af ”sommerfugleeffekten” med festens eneste – og ganske oversete – barn i centrum… Håbet og den gode vilje får en chance til…
Resten er filmfortælling med retter af den mere spegede end velsmagende slags… Vi skal igennem noget af en menu, som selv Babette ikke kunne have kreeret… og det er herligt og meget menneskeligt… Ihvertfald lykkedes det Kragh-Jacobsen at sende mig ud i hele følelsesregistret, og det er vel ok af en film, der foregår i et forsamlingshus… Instruktøren tror på, at humanisme nok skal overleve alverdens klap- og sølvpapirshatte, så den optimisme tog jeg med mig ud af biografen…
Fornøjeligt at have set filmen, men jeg fornemmer, at der kommer til at gå en rum tid, inden jeg skal se næste filmede fest…
Diskussionen om post