Sommeren 2024 bliver uden livreddere på stranden ved Tversted, og det er en direkte følge af havets hærgen på stranden, som blandt andet skyller livreddertårnene væk.
Det fremgår af et nyhedsbrev fra Tversted Borger- og Turistforening, som frygter for negative konsekvenser for turisterhvervet,
– I 2024 kommer TrygFondens Kystlivredning og livreddertårnet ikke til Tversted på grund af de usikre forhold på stranden. I Tversted har vi heldigvis ikke huse, der falder i havet, men vi frygter i stedet for, at dele af erhvervslivet, ikke mindst turisterhvervet i Tversted ”falder i havet”, er ordlyden i nyhedsbrevet.

Udlejningsbureauerne og andre i turistbranchen supplerer i deres markedsføring typisk omtale af bademulighederne ved Tversted således: ”I højsæson har stranden livreddere”.


Tversted Borger- og Turistforening ønsker handling frem for mere snak om kystsikring og er bestemt ikke enige i Hjørring Kommunes udlægning af forholdene på stranden.
– Som bekendt har vi gennem de seneste 10 år oplevet Danmarks største kysttilbagetrækning i Tversted. Kommunen mener nu, der er tale om et midlertidigt forhold, som skyldes en sandbølge, der bevæger sig langs kysten. Vi vil ikke afvise, at der kan observeres en sandbølge, men det er ikke hele forklaringen. Andre undersøgelser viser, at der er et stort underskud i det såkaldte sandbudget i området nordøst for Hirtshals Havn, blandt andet fordi store mængder sand, der er stoppet af havnen, er transporteret til Lønstrup. Konsekvenserne af et underskud i sandbudgettet er erosion.
Den Danske Ordbog forklarer ordet erosion således: nedslidning af jordoverfladen ved at varme, kulde, nedbør, vand, is eller vind forårsager opløsning, bortslidning eller smuldring af jordlag eller bjergarter og fører det frigjorte materiale bort.
NordsøPosten følger udviklingen på strand og ved kyst tæt – har DU nogle gode, konstruktive forslag til, hvordan man tackler nedbrydningen af klitterne – skriv til NordsøPosten



Sætte det op til kjul