Folk med interesse og passion for gamle køretøjer samles lørdag den 23. juli til veterantræf på en mark ved Skovgårdsvej i Tranget. Der hygges og snakkes om den fælles interesse for gamle køretøjer og mekanik, og mon ikke der også bliver sparket dæk ved lørdagens nostalgiske arrangement.
Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi veterantræffet og pladsen er åben fra kl. 10 – 15, og det koster 20 kr. for voksne, mens der er gratis adgang for børn under 15 år. På pladsen vil der være boder, hvor der kan købes mad og drikke, og det er Poulstrups hyggelige MC-klub Kloster-MC, som står for madteltet på pladsen.
Klokken 11 tager træf-deltagerne på fælles køretur, men opdelt i små hold og med god afstand. Turen går fra træfpladsen på Skovgårdsvej, ud af Svenstrupvej og Øster Lievej til Bollervej, og ca. kl 11.30 kører de flotte veterankøretøjer gennem Bredgade i Tårs by, hvorefter de kører ad Trangetvej og tilbage til træf-pladsen på Skovgårdsvej.