Begrebet livsnerve bruges som oftest med henblik på at karakterisere et fænomen eller forhold, som er en afgørende og helt vital betingelse for, at noget kan fungere tilfredsstillende.
Derfor er det også rammende at beskrive netavisens livsnerve som værende lige præcis den lokale forankring, idet formålet fra første udgivelse i foråret 2014 har været at bringe nyheder om eller af væsentlig betydning for borgerne i lokalsamfundet.
Helt fra starten var det med base i havnebyen Hirtshals ude på kanten til Skagerrak og Nordsøen. Dermed har betydningen af blandt andet havnens færgetrafik, virksomhederne og fiskeriet fra dag et spillet en væsentlig rolle i prioriteringen af nyhederne.
Deraf udspringer også det tætte samarbejde med både FiskerForum og Fiskeri Tidende samt også eksempelvis Kystmagasinet i Norge. Afgørende har den store opbakning tillige været fra virksomheder som blandt andet HMU A/S og Hirtshals Stevedore samt de lokale afdelinger af Spar Nord og Nordjyske Bank. Mange flere kunne heldigvis nævnes.
Ikke desto mindre stod det også hurtigt klart, at eftersom netavisen blev redigeret med afsæt i skribenternes og min egen store interesse for ikke mindst politik, erhverv, sport og kultur i bred almindelighed gav det ikke i længden mening at fokusere enøjet på den gamle Hirtshals Kommune.
Hverken kultur eller sport holder sig indenfor de længst nedlagte kommunegrænser, hvilket i særlig grad også gælder politik. Havnen er i dag ganske vist selvstyrende, men alligevel i mangt og meget underlagt beslutninger hos både byrådet i Hjørring Kommune og lovgivning fra Folketinget samt EU.
Dermed stod det snart klart, at artiklerne måtte inddrage emner og aspekter fra nær og fjern, hvilket gjorde det helt oplagt at lade netavisen fokusere på hele Hjørring Kommune, men af flere forskellige og ikke mindst de indledningsvis nævnte grunde med base og udgangspunkt i Hirtshals.
Fra start har tætte samarbejdspartnere derfor også været Hirtshals Handel & Erhverv samt Hirtshals Turisme, men i dag gælder det samme blandt andet også Erhverv Hjørring, Business Hjørring samt Hjørring Handel. Denne udvikling har imidlertid også nu nødvendiggjort nogle overvejelser omkring organiseringen af stoffet i en række menupunkter, som man finder øverst på netavisen.
Med faste skribenter i kommunens hovedbyer og omkringliggende lokalsamfund har vi derfor bedt Høj Data om snarest muligt at præsentere en løsning, der underordner artiklerne i netop de gamle kommuner Hjørring, Hirtshals, Sindal og Løkken/Vrå.
Dermed bliver det forhåbentlig langt lettere for læsere og borgere ude omkring lynhurtigt ikke mindst med vores ligeledes nye og allerede flittigt brugte app at finde lige præcis de nyheder, der i særlig grad angår netop deres landsby eller lokalsamfund.
Redaktørens hjerte banker fortsat i særdeleshed for havnen, men med skribenterne Niels Chr. Jakobsen, Palle W. Nielsen, Niels Helver og Paw Rytter samt adskillige meddelere rundt omkring og helt tæt på dækker vi altså hele Hjørring Kommune.
Lokal forankring er også fremover livsnerven!
Hvis så bare ejeren ikke var så overlegen og selvglad så kunne det gå meget bedre.