Som vi tidligere har afsløret, var det en flok glade spillere på tennisbanerne i Hirtshals Tennisklub, der onsdag modtag et flot bidrag til deres multibane projekt med padel fra Nordea Fonden. Filialdirektør Betina Jensen kom med en stor check på kr. 50.000.
– Planen er, at vi etablerer to multibaner, hvor der kan spilles både padel, minitennis, badminton med udendørs bolde, pickleball, som er en meget hurtigt voksende sport, floorball, evt volleyball og andet. Der kommer heldigvis hele tiden nye spil til, så der bliver mange muligheder. Vi arbejder for, at specielt vores børn og unge i Hirtshals kan få mulighed for at dyrke flere forskellige ketsjerspil inklusiv padel, og at de bliver inkluderet i vores klubmiljø og meget gerne tager familien med, fortæller Karina Juliane Toft.
Flere firmaer i byen har udtrykt deres interesse og støtte til projektet. Det gælder både udgravning til fundament, hjælp til grej og bidrag med penge. Klubben har altså god lokal opbakning og vil derfor give mulighed for virksomhedsaftaler, når den tid kommer.
Vi er ved at være halvvejs og vi håber, at vi kommer i mål med alle pengene i løbet af foråret, slutter Karina Juliane Toft fra Hirtshals Tennisklub.
Link til relateret artikel
Betina D. Jensen fra Nordea-fonden har begavet Hirtshals Tennisklub