Sine og Lars Hansens mission er at sætte rammerne for et roligt og givende ophold og en god tur med tid til fordybelse og samvær.
Derfor tilbyder de to nu med deres virksomhed The Sky Is Blue unikke og alsidige ture, hvor du ikke behøver at vælge imellem skov, klit eller strand
Naturen har et væld af psykiske og fysiske positive effekter på krop og sjæl og vi vil sætte fokus på, at få så mange som muligt tilbage til det, der var vores oprindelige udgangspunkt, naturen, noterer derfor Sine og Lars Hansen på hjemmesiden for The Sky Is Blue.
– Jeg har altid interesseret mig for service og turisme og brænder for at levere et femstjernet produkt og en service i verdensklasse, hver gang. Sammen med min far har jeg i mange år gået med en iværksætterdrøm i maven og at kunne lancere The Sky Is Blue er en drøm, der er gået i opfyldelse, forklarer Sine.
– Jeg er vokset op i skov og på strand og har bevaret interessen for friluftsliv gennem livet. Jeg befinder mig i naturen så ofte, jeg kan og det er derfor et privilegium at kunne kombinere min store passion med mine kvalifikationer som eventkoordinator, uddyber Sine.
– Det har i mange år været min tanke igen at opstarte et projekt som selvstændig – i første omgang som et bijob. Nu er muligheden så opstået, da Sine og jeg har fundet et fælles tema, som interesserer os meget. Og hvor vi er sikre på, at vi kan gøre os godt bemærket med vores mange idéer, supplerer Lars.
– For at sikre en god bund under vores projekt har jeg valgt at tilmelde mig en uddannelse som friluftsvejleder, som jeg nu er i gang med, tilføjer Lars Hansen, som mange kender som en garvet løbecoach i Havstrygerne.
Virksomheden har en grøn profil med fokus på bæredygtighed, økologi og hvis muligt med lokal forankring. Alle deres ydelser bærer kort fortalt stærkt præg af dette.
Læs meget mere her: The Sy Is Blue.