På tværs af generationer, livsvilkår og livsbaner samler denne forestilling sig om den unge kvinde, Liv, der er vendt tilbage til Danmark for at begrave et kært familiemedlem.
Hun har arvet et hus, som skal sælges, så hun kan vende tilbage til sit liv i Chicago, men mens hun opholder sig i Lønstrup, mindes hun de kvinder og de livshistorier, som hun er en del af. I fortællingerne om kvinderne i Livs familie fletter personerne og historierne sig sammen om hende, mens vi flyder ind og ud af tid og sted.

– Det er jo noget ganske særligt, hver gang vi laver teater, som er forankret i Vendsyssel. Vi vil gerne give nordjyderne og Vendelboerne noget, de kan genkende sig selv i, og det er Lønstrup Ladies et eksempel på. At lave nærværende og relatérbart teater, der perspektiverer og nuancerer, skaber et tættere bånd til vores publikum. Med Lønstrup som omdrejningspunkt anerkender vi det tilknytningsforhold, som mange både lokale og besøgende føler til byen og dens omgivelser, siger teaterdirektør Lars Sennels.
– Selvom vi heroppe ikke er kendt for store armbevægelser, så er vi stolte af, hvem vi er, og det skildrer vi bl.a. med forestillingen Lønstrup Ladies, slutter Lars Sennels
OM KVINDER, DER HAVDE HINANDEN, OG OM OMVEJE, DER FØRER OS HJEM
Rhea Leman har skrevet Lønstrup Ladies inspireret af to kvinder, der boede i et lille dobbelthus i Lønstrup og begge levede i over 90 år.
I en kobling mellem deres livshistorie, dramatisk frihed og fiktion har dette nyskrevne drømmespil fundet sin form. Lønstrup danner rammen, og historien væves sammen på tværs af personer, begivenheder og generationer i løbet af 1900-tallet. Ina-Miriam Rosenbaum sætter dette i scene i en filmisk form, hvor den lineære tid opløses, og omdanner Store sal til fragmentariske minder i Signe Kroghs scenografi, hvor et stærkt cast folder historien ud for publikum.
Kort fortalt en lokalhistorisk forestilling om at søge lykken ude i verden og finde den hjemme – og om at vælge sig selv og hinanden.
Find billetter og læs mere hos Vendsyssel Teater.
Foto: Elling.


