Denne onsdag har Vendsyssel Historiske Museum afviklet sin årlige Kartoffeldag ved Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg.
– Selv om solen ikke gæstede arrangementet, og der kom lidt støvregn, så besøgte omkring 1.000 gæster Kartoffeldagen. Udover mange børnefamilier var der rigtig mange bedsteforældre med børnebørn, fortæller Jørgen Christensen, som er formand for bestyrelsen ved Vendsyssel Historiske Museum.
Der var ifølge formanden et tætpakket program fra kl. 10.00 til kl. 16.00. Blandt meget andet var der den populære kartoffeloptagning, rundvisning i æblelunden med naturvejleder Jakob Kofoed og gåtur med arkæolog Sidsel Wåhlin i det usynlige kulturlandskab ved Højen og Bjørnager. Der var forskellige foredrag om kartofler, bier, fællessang foran husmandsstedet og meget andet.
I anledning af det forestående kommunalvalg var der traditionen tro kartoffelskrælningskonkurrence mellem rød og blå blok, som i år var personificeret ved henholdsvis Tim Jensen (A) fra Tårs og Søren Smalbro (V) fra Bjergby.
– Mine to gode byrådskollegaer skrællede kartofler, det bedste de havde lært. Men den strenge og retfærdige dommer måtte afgøre tvisten på kvaliteten. Og begge herrer fik en lille positiv opsang i hvordan, man skræller kartofler til spisebrug, fortæller Jørgen Christensen.
Det var derfor svært at udpege en vinder, men Søren Smalbro trak sig ud af dysten med vist nok et par skræl mere end Tim Jensen.
– Så der er revanche til gode om 4 år, slutter den liberale Jørgen Christensen.
Foto: Jørgen Christensen, Tim Jensen og VHM.