Lokale Jeppe Møller Stolt, som til daglig spiller i Aalborg Dartklub, er denne weekend til Denmark Masters I Esbjerg, og man må sige, at det blev en vanvittig lørdag for den unge mand.
– Jeppe har de seneste år virkelig udviklet sig til at være en af de bedste i Danmark, og det viste han i dag, da han tog en fornem 3..plads ved Denmark Open. Specielt kvartfinalen vil blive husket længe, da han her udraderede amerikaneren Danny Lauby med 4-0 og spillede med et snit på næsten 94, fortæller René Thomsen, som er formand i dartklubben Nordpilen.
– I semifinalen måtte han desværre se sig besejret af den nordirske WDF verdensmester Neil Duff med cifrene 5-1. Jeppe kan dog alligevel tage tilbage til hotelværelset med en check på 6.000 kroner og en kæmpe oplevelse i bagagen. I morgen gælder det så Søgård Masters, hvor der igen vil være en chance for at ende øverst på podiet, tilføjer René Thosmen.
Det var første gang siden 2013, at en dansker når semifinalen, og hvis denne udvikling fortsætter, kan det godt være, at Lise Møller som mor skal begynde at kigge sig om efter en ny mand i køkkenet på Cafe Møller.
Foto: Daniel Thybøl/Dartnyheder.dk.