Inner Wheel Hirtshals, Rotary Hirtshals samt Lions Club Hirtshals samarbejder om at afvikle eventen Coast2Coast den 23. juni, hvor Hirtshals er startsted for ca. 350 deltagere.
I denne event starter deltagerne, når solen går ned, hvorefter de via forskellige ruter og distancer bevæger sig gennem Vendsyssel. Turen slutter ved solopgang på Palmestranden i Frederikshavn.
Hirtshals er som allerede antydet startsted for cyklister, gående og veteranknallerter. De gående bliver dog transporteret i bus en del af ruten. Cyklister og gående bliver efter en kontrolleret start i Nørregade og et kort besøg på Nordsøen Oceanarium sendt ud i landskabet.

Veteranknallerterne vil både have start og mål ved Hotel Hirtshals. De tager i løbet af natten en tur til Skagen og er retur i Hirtshals igen i løbet af morgenstunden, hvor de slutter af med et solidt måltid mad på Hotel Hirtshals.
Udover at være startsted er Hirtshals også depotby for ca. 400 deltagere i Coast2Coast-eventen, der er startet i Skallerup. Hovedparten af disse ankommer til byen bogstavelig talt med cyklen på nakken via Trappen til Den Grønne Plads. Her er der depot, med tilbud om vand, frugt, sodavand, bjesk og fiskefrikadeller. Med musik og opmuntrende tilråb fra tilskuerne sendes deltagerne gennem byen og via Nordsøen Oceanarium videre ud i sommernatten.

Inner Wheel, Rotary og Lions har besluttet, at indtjeningen ved eventen Coast2Coast skal gå ubeskåret til børn i Hirtshals. De tre klubber har derfor indgået samarbejde med Røde Kors om sommerlejr for 12 børn. Børnene, der er i alderen 8 til 12 år, er fra familier, hvis økonomi eller andre forhold gør, at de ikke kan komme på ferie. Røde Kors laver kort fortalt en ramme omkring børnenes ferie, hvor de udover oplevelsen også får en uge omgivet af glade, søde og hjælpsomme mennesker.
Udover sommerlejr for lokale børn sikrer klubbernes deltagelse i eventen Coast2Coast også, at der er sikret et pænt beløb til julehjælp til familier med behov for det.

– Hirtshals er en fantastisk by at have som partner, udtaler Kent Jørgensen fra Coast2Coast. – Det er et stort arbejde at planlægge og afvikle en aktivitet som Coast2Coast, og derfor betyder det meget for os, at vi i Hirtshals har nogle lokale ildsjæle, der ønsker at skabe en god oplevelse for deltagerne. Når vi så ser, at den sum penge, som klubberne i Hirtshals får for deres indsats, går ubeskåret til at skabe oplevelser for lokale børn, bliver vi helt rørte, fastslår Kent Jørgensen.
På aftenen trækker omkring 40 medlemmer af klubberne i arbejdstøjet for at servicere de gæster, der kommer til byen. Starten går kl. 22.22. Dog sendes veteranknallerterne afsted inden. Alle er velkommen til at overvære start, samt opleve, hvordan byen tager imod de forskellige deltagere i løbet af aftenen. Området omkring Den Grønne Plads vil delvis være afspærret for trafik nogle timer under eventen.