Julen er hjerternes fest, men for et antal familier i Sindal og Astrup Sogne er højtiden overskygget af økonomiske bekymringer. Stigende priser på alt fra el til dagligvarer har sat sine tydelige spor, og det mærkes i de to sogne, der har modtaget mange ansøgninger om hjælp til at klare sig igennem julen.

Igen i år har Sindal Biogas taget initiativ til en omfattende indsamling, og opbakningen fra byens forretninger, foreninger og virksomheder har været intet mindre end overvældende.

– Vi står sammen og hjælper hinanden. Det er en grundlæggende værdi for os, fortæller Laust Gaardbo, der er økonomi- og administrationschef hos Sindal Biogas.

Donationerne er strømmet ind i en lind strøm, der spænder bredt fra gavekort til dagligvarer, til sportsoplevelser og gaver.

Den store opbakning vækker dybtaknemmelighed i Sindal og Astrup Sogne. De mange bidrag betyder konkret, at familier, der ellers ville have svært ved at få enderne til at mødes, nu kan se frem til en jul med både mad og gaver.

– Vi er overvældet af den store gavmildhed. Det betyder, at familierne kan give deres børn en god jul på lige fod med deres kammerater.

Listen over bidragydere er lang og vidner om et bredt lokalt engagement. Det får provst Winnie Nørholm Rischel til at sende en varm hilsen til hele lokalsamfundet.
– En stor tak til alle, der bidrager til at gøre en forskel for familier med begrænset økonomi.

Her er listen over de mange lokale aktører, der har bidraget til årets julehjælp:
* Sindal Autocenter: 2.500 kr. til Rema 1000.
* Sparekassen Danmark: 2.500 kr. til Rema 1000.
* William Andersen: 2.500 kr. til Rema 1000.
* Sindal Biogas: Kødpakker fra Gårdbutikken Over Ugilt.
* Rema 1000: Gavekort.
* Bageri Ingeborg: Julesmåkager.
* Gårdbutikken Over Ugilt: Krydderier.
* Martin Kok: Fødselsdagsgave med boller og lagkage.
* Sindal Padel- og Tennisklub: Et juniorårskontingent.
* Sindal Idrætsforening: ½ års gratis kontingent til valgfri aktivitet.
* Tina Risager Kunst og Interiør: Flotte gaver.
* Matas: Gaver.


