Af Lone Olsen
Medlem af byrådet for Venstre i Hjørring Kommune
Medlem af Regionsrådet i Nordjylland
Mor til Camille
Bosat i Taars
Det her kunne have været mig…
Marius har cerebral parese.
Ligesom Camille.
Og jeg bliver stadig ramt, når jeg ser to jævnaldrende børn med Camille tiske, hviske og pege.
Gør de noget forkert? Nej.
Men vi som voksne svigter, hvis vi lader som ingenting.
Jeg har endda hørt både pædagoger og lærere sige: “Vi snakker ikke om det.”
Men Camilles handicap forsvinder ikke af tavshed. Tværtimod – følelsen af at være anderledes vokser.
Selvom hensigten måske var det stik modsatte.
Marius’ mor delte en oplevelse fra Aalborg Zoo, hvor et barn spurgte nysgerrigt til hans gangstativ – og blev tysset ned og trukket væk.
Hun skrev: “Det er ikke så farligt – du kunne bare have spurgt.”
Og det ramte mig. For jeg ved, hvordan det føles.
Vi skal ikke lære børn at tie, når noget er anderledes.
Vi skal lære dem at spørge – respektfuldt og åbent.
At forskellighed er en del af livet. Og at det er okay at være nysgerrig.
Der er også unge og voksne med handicap, som ikke har lyst til, at man spørger – og det skal vi selvfølgelig respektere.
Men man finder ikke ud af det ved at kigge væk. Man finder ud af det ved at møde hinanden åbent og respektfuldt.
Vores børn har brug for at blive mødt – ikke overset.
Set – ikke pakket væk i velmenende tavshed.
Jeg ønsker mig en verden, hvor Camille bliver mødt med et “hej” – ikke et tyst blik.
Hvor man godt må spørge, og hvor det ikke er skamfuldt at være den, man er.
Og det starter med os voksne.
Link til relateret artikel: Mor til handicappet søn kommer med bøn: – Jeg ville ønske, folk bare turde spørge
Foto: Privat.
