Lotte Storgaard: Er dette udtryk for velfærd?

Af Lotte Storgaard
Tidligere lærer og tillidsrepræsentant

I den seneste halvanden måned har jeg som pårørende været vidne til et forløb, der skulle have været præget af omsorg og værdighed for vores ældre medborgere.

Den 23. december om aftenen falder min 94½-årige mor. Hjemmeplejen tilkaldes, og en læge tilser hende. Han vurderer, at der ikke er tale om et brud.

Min mor har imidlertid betydelige smerter, og dagen efter indlægges hun på sygehuset, hvor der foretages røntgenundersøgelse. Konklusionen er stadig, at der ikke er brud.

Personalet beslutter, at hun skal sendes hjem, men da hun har ligget i samme ble i 18 timer, beder jeg om, at hun får skiftet den. Personalet har store vanskeligheder med dette på grund af voldsomme smerter, og det besluttes derfor, at hun bliver indlagt. Og det skal lige nævnes, at bleen ikke skiftes.

Fra den 24. december til den 8. januar er min mor indlagt på Hjørring sygehus. Hun er i hele perioden sengeliggende og meget svækket. Her får hun væske gennem drop, da hun ikke er i stand til selv at indtage tilstrækkeligt væske.

Den 8. januar visiteres hun til Skovgården, et aflastningsforløb, hvor borgere skal komme til kræfter, hjælpes til afklaring og videre forløb i eget hjem eller på plejehjem. For min mor, som hidtil har klaret sig selv med blot 45 minutters hjemmehjælp hver 14. dag, er dette en stor omvæltning.

I Hjørring Kommunes materiale om Skovgården fremgår det, at borgeren møder sundhedsfagligt personale, som yder støtte og hjælp efter behov, og at borgeren inddrages i det omfang, det er muligt.

Under opholdet har min mor haft behov for hjælp til al personlig pleje. Hun har været dehydreret og to gange blevet genindlagt på sygehuset, hvor hun har fået væske i et døgn, hvorefter hun er sendt tilbage til Skovgården.

På trods af dette har vi som pårørende oplevet, at hun ikke har fået tilstrækkelig hjælp til at drikke, da hun ikke selv har kunnet holde et glas. Vi har desuden været vidne til, at hun har kastet op om natten uden at kunne komme i kontakt med personalet og har ligget i sit eget opkast hele natten. Hun har om natten ligget i det samme tøj som om dagen, selvom hun har haft natkjole med.

En hverdag besøger jeg min mor kl. 09.45, hvor hun ligger og sover. Da jeg kommer, vil hun gerne op og sidde i en stol. Jeg kontakter personalet, da der skal en lift til at hejse min mor fra sengen og over i en stol. Personalet kommer, men da mor ikke er vasket, bliver vi enige om, at det kan de gøre, når jeg går igen kl. 11.00. Senere samme dag kl. 16.30 kommer jeg igen for at besøge min mor, og der ligger hun stadig i sengen, uden at have haft personlig pleje, så som at blive vasket og få børstet tænder.

Efter min mor er flyttet fra Skovgården, har de kontaktet mig to gange, fordi der fortsat ligger ejendele, som ikke blev sendt med hende. Det drejer sig blandt andet om den medicin, som personalet havde aftalt med det nye plejehjem, at de skulle sende med min mor.

Min mor tilhører en generation, der helst klarer sig selv og ikke beder om hjælp. Dette har vi gentagne gange gjort personalet opmærksom på, så de kunne støtte hende ud fra denne viden.

Nu er min mor flyttet til et plejehjem i kommunen, hvor vi som pårørende har store forventninger, og hvor vi håber på et markant bedre forløb end det, vi hidtil har oplevet. Efter flytningen har det vist sig, at hun har liggesår både på bagdelen og på den ene fod. Hendes mundhygiejne er ligeledes stærkt forsømt.

Jeg er dybt rystet over den behandling, vores syge og ældre borgere modtager i Hjørring kommune. Det er uværdigt og uacceptabelt!! Er dette virkelig den behandling, vi selv ønsker at modtage, når vi når vores sidste leveår?

Personalet har været venlige, men venlighed er ikke tilstrækkeligt. Inden for ældre- og sundhedsområdet må vi kunne forvente professionalisme, faglighed og ansvarlig omsorg. Vores ældre skal hjælpes videre – ikke overlades til sig selv.

De ældre, der med glæde har betalt deres skat, efterlader vi bare liggende i sengen. De er for svage til at råbe op, og de har ingen kræfter til at stille krav.

Hvad tænker vores politikere i Hjørring Kommune om det forløb, som jeg som pårørende har været vidne til? Vil vi virkelig være det bekendt?