Med den kendte, lokale beskedenhed, konstaterer virksomheden, at ”Det er med en vis portion stolthed, at LSM Industries A/S for 3. gang får tildelt prisen Succesvirksomhed 2025”.
Prisen modtog LSM Industries A/S i Vrå mandag den 15. september af BDO og Spar Nord. Prisen er ”En hyldest for det lange seje træk, det kræver at opnå og fastholde succes år efter år”.
Udnævnelsen til Succesvirksomhed, denne gang 2025, er en anerkendelse af de virksomheder, der konsekvent bidrager til vækst og stærke økonomiske resultater. Så LSM Industries A/S er blandt de 1000 ud af mere end 300.000 aktive virksomheder i Danmark der kan prale af titlen Succesvirksomhed.
Leo Sørensen, ejer og grundlægger af LSM Industries A/S kommer da heller ikke sovende til den succes. Selv om han rundede de 70 år i marts 2025, så ligger han ikke på den lade side.
– Vi vækster fortsat, trods forhindringer uden for Europa, men vi tror på vores produkt, som hører til blandt de absolut stærke i markedet. Og med datterselskaber i både Tyskland og USA og ikke mindst vores gode medarbejdere, så tror vi på fremtiden.
Det viser virksomheden med stor tydelighed i handling:

Der vil nemlig inden udgangen af 2025 også stå en spritny produktionshal med tilhørende administrationskontor på i alt 3.000 kvadratmeter klar på adressen Sigenvej 40 i Vrå.
– Produktion starter vi med at flytte i oktober og håber på at flytte ind i administrationen inden jul.
Godt gået og tillykke til endnu en Succesvirksomhed 2025, som er en hyldest til Danmarks 1.000 Succesvirksomheder.
Spar Nord og BDO etablerede Succesvirksomhed i 2019 for at anerkende de virksomheder, der konsekvent bidrager til vækst og stærke økonomiske resultater. Blandt mere end 300.000 aktive virksomheder i Danmark kan kun 1.000 prale af titlen Succesvirksomhed.
Vi hylder den særlige indsats, det kræver at opnå og fastholde succes år efter år. Vi hylder det lange seje træk.

LSM Pumper er et 100 procent danskejet firma, som startede i 1982 som et lille maskinværksted i udkanten af Børglum.
– Her startede vi med at sælge landbrugsmaskiner, traktorer og lave reparationer af landbrugsmaskiner samt traktorer med kun en enkelt mand ansat.
Efter en del år i branchen som maskinværksted dukkede ideen op med produktion af slangepumper.
– Det var ikke let at udarbejde dette produkt, da det var helt nyt for os som virksomhed, men vi havde brug for nye udfordringer. Ikke nok med, at vi nu skulle udforme og designe et nyt produkt, det krævede også mere plads end vi lige regnede med, og vi var nødsaget til at flytte vores lille maskinværksted til større lokaler, hvor der var mere plads.
– Derfor flyttede vi virksomheden til Vrå i 1990, hvor vi fortsatte lidt med at reparere landbrugsmaskiner og traktorer, fordi det var ikke helt nemt at udvikle sådan en slangepumpe uden indtægter fra anden side. Vi fortsatte altså det almindelige værksted, som opbyggede lastbiler i Sverige.
– I 1993 skete det, og den første slangepumpe blev produceret – en rund slangepumpe med to forskellige størrelse slanger i. Vi havde fundet designet og gennemtænkt ideerne fuldt ud, troede vi. Hen over det næste stykke tid blev der dog lavet mange ændringer, for forespørgslerne begyndte at dumpe ind af døren, og derved blev der udviklet mange forskellige størrelser slangepumper på meget kort tid, lige fra små til meget store pumper.
– Dette har givet os meget erfaring, og i dag har vi derfor fornøjelsen af at kunne tilbyde 12 forskellige størrelser slangepumper og tilmed verdens to største modeller af slangepumper, der nogensinde er blevet produceret, andre firmaer har forsøgt, men uden held.
– Eftersom vores pumpesortiment voksede drastisk hurtigt og størrelsen på pumperne lige så, var det igen tid til at kigge efter ny lokaler. På dette tidspunkt var der ikke så store lokaler til rådighed, derfor besluttede vi at det krævede en helt ny bygning hvor der var plads til det hele.
– I 2008 startede vi med at bygge vores store nye firma op på Sigenvej 7 i Vrå, hvor vi stadigvæk bor, dog med tilbygning i 2017, således virksomheden i dag består af tre store haller og kontorbygning med plads til alle medarbejdere samt mødelokaler og frokoststue.
– Efter at have fået nye lokaliteter, er vi efterhånden blevet mere eftertragtet og har derfor også startet datterselskaber op i Tyskland og USA og fået flere forhandlere verden over.
– Vi deltager ofte i messer og konferencer rundt omkring i verden så som, Tyskland, USA, Chile, Polen, Norge, Sverige og Danmark.



