Måske julemanden også skal have en chance…
Det har sin charme at være en flanør, der bare driver afsted hen over de toppede brosten af enhver slags… Ihvertfald dristede jeg mig uden mål og med ned omkring Hirtshals Trinbræt, og dér helt uvarslet… umiskendeligt tullede den rundt efter rester fra madpakker og kiksesmuller og brødkrummer, og den var også lige henne og tjekke en tabt pakke fisk fra Rema (men det var nok mere til rævene)…
Toplærken – beklager, på trods af mobilens Hasselblad er der langt igen til et rigtigt kamera, når der skal zoomes – lever og yngler kun i Hirtshals og nærmeste omegn… sikkert fordi der er nogen, der passer den godt… her behøver den ikke kun at nøjes med insekter og frø, som den selv skal opstøve…
Fra naturbasen: ” Indvandret til Danmark i 1800-tallet, og bredte sig til praktisk taget alle bebyggede områder, hvor bestanden formentlig kulminerede i midten af 1900-tallet. Siden er det gået voldsomt tilbage. Toplærken har i dag sin nordlige udbredelsesgrænse i Danmark og er en meget sjælden ynglefugl her i landet. Den har gennem flere årtier haft en voldsom tilbagegang, og i 1993 var bestanden nede på 60-75 par. I dag er den svundet ind til 2-3 par – eneste ynglested er Hirtshals – en bestand der altså er isoleret fra resten af den europæiske bestand, og alt tyder på, at arten inden for få år forsvinder som dansk ynglefugl (med mindre klimaændringer der trækker den modsatte vej, gør forholdene mere gunstige.)”
Hirtshals er jo en hel zoologisk have med hel- og halvtamme vilde koryfæer…
Og så røg min seneste konspiratoriske teori om, at moleræve og toplærker kun var et fantasifuldt påhit fra Turistforeningen…
Nu er der så kun Julemanden tilbage, men ham/hende/de kan vi vel også få frem i lyset…


