Mens de fleste forbinder december med hygge, god mad og flotte julegaver, er virkeligheden en anden for mange lokale familier. Det mærker man tydeligt hos foreningen Madkassen i Strømgade. I år modtog foreningen hele 81 ansøgninger om julehjælp, og selvom ønsket var at hjælpe alle, satte økonomien en grænse.
– Der er altid mange, der søger om julehjælp hos os. Desværre er det ikke alle, vi kan hjælpe, for det rækker vores økonomi ikke til, fortæller Ulla Vendelbo Nørgaard, formand for Madkassen.

Takket være en stor indsats og lokale donationer lykkedes det dog at række ud til 45 familier. Det skete med økonomisk støtte fra både Inner Wheel Hjørring og Sindal-Bindslev Y’s Men’s Club, som sammen med foreningens egne midler gjorde julehjælpen mulig.
En af dem, der fik overrakt en stor kasse med alt til julemiddagen, er Ida fra Hjørring. For hende og hendes 7-årige datter betyder hjælpen forskellen på en trist aften og en rigtig julefest.

– Vores jul ville være helt anderledes uden denne hjælp, som jeg er meget taknemmelig for. Nu har min datter og jeg oplevet en jul som alle andre, siger Ida.
Hun er i forvejen en af de trofaste brugere af Madkassens daglige tilbud, hvor hun for blot 20 kroner kan hente en kasse med overskudsmad, der kan indeholde frugt, grønt, brød, pålæg, kød og mejeriprodukter.

Selvom julehjælpen er en særlig begivenhed, knokler de 61 frivillige hos Madkassen året rundt. Deres mission er klar: “Stop madspild – det er en sag for os alle”.
Hver dag indsamler de frivillige overskudsvarer fra lokale supermarkeder. Maden gennemgår en grundig sorteringsproces – op mod tre gange – før den bliver pakket og gjort klar til udlevering.

Madkassens tilbud fungerer med “Ja tak”-tilbud som offentliggøres på foreningens Facebookside én time før åbning. Man medbringer sin egen pose og henter sine varer for et symbolsk beløb på 20 kroner.

Madkassen holder til på Strømgade 18 (nabo til Bjesken) og holder åbent alle ugens dage, så ingen mad går til spilde.

Åbningstiderne er mandag – torsdag fra klokken 16.30 – 17.30 og fredag til søndag fra 16.00 – 17.00.


