På Hirtshals Havn ligger bygningen Moonshine, som er et sted, der rummer langt mere end mursten, stål og slidte overflader.
Ifølge Mads Bruun fra Surf og Natur rummer bygningen nemlig et potentiale for at blive samlingspunkt for de fortællinger, som gennem årtier har præget havnen, men som i dag lever spredt og ofte uafklaret videre i private minder og fragmenter.
Havnens historie er i høj grad båret af mennesker. Fortællingerne findes i erindringer hos tidligere værftsarbejdere, fiskere og havneansatte, i gamle fotografier, i anekdoter delt blandt venner og familie og i den tavse viden, der sjældent er blevet skrevet ned, pointerer Mads Bruun. Risikoen er imidlertid, at disse historier langsomt forsvinder i takt med generationsskifte og forandringer i erhvervslivet. Her kan Moonshine spille en central rolle, mener altså Mads Bruun.
Tanken er ikke at skabe et traditionelt museum med fast kuraterede udstillinger, men snarere et levende arkiv. Et sted, hvor billeder, personlige fortællinger, små hændelser og store begivenheder kan eksistere side om side uden at blive glattet ud eller forsimplet. Et sted, hvor historien fortælles nedefra med plads til både humor, fællesskab og hverdagens realiteter, men også til de svære og mindre fortalte sider af livet på havnen, forklarer den kreative iværksætter bag virksomheden Surf og Natur samt den endnu ret nye vinterfestival Artic Marley.
Ifølge ham har havnemiljøet gennem tiden været præget af en særlig dobbelthed. På den ene side et stærkt fællesskab, kollegial humor og en fælles stolthed over arbejdet. På den anden side et hårdt og fysisk krævende liv, hvor ulykker, nedslidning og tab også har været en del af virkeligheden. Ved at samle fortællingerne i én ramme kan denne kompleksitet få plads og bidrage til en mere nuanceret forståelse af havnen som både arbejdsplads og livsrum.
Billeder spiller en særlig rolle i denne sammenhæng. Fotografier fra værftet, fra skibene, fra pauserne og fra det levede liv omkring havnen rummer detaljer, der ofte undslipper ordene. Sammen med personlige beretninger kan billederne fungere som nøgler til erindringer, der ellers ligger gemt, og skabe samtaler på tværs af generationer, mellem dem, der har haft deres arbejdsliv på havnen, og dem, der kun kender den i en nyere form.
Diskussionen om Moonshine knytter sig også til en bredere debat om bevaring og genbrug af eksisterende bygninger. I sit formidlingsarbejde har arkitekt og debattør Signe Venneberg gentagne gange peget på, at bygninger ikke blot er fysiske strukturer, men også bærere af kulturhistorie, identitet og levet liv. Når billeder, miljøer og spor af tidligere aktiviteter forsvinder, går der ofte fortællinger tabt, som ikke kan genskabes.
Moonshine rummer netop disse lag. Ved at bevare bygningen og give den nyt liv som ramme for fortællinger, events og fælles erindring kan man forene bæredygtighed med kulturarv. Ressourcer genbruges, og historien aktiveres i stedet for at blive arkiveret eller glemt. Det handler ikke om at fryse fortiden fast, mener iværksætteren, men om at lade den spille en aktiv rolle i nutiden.
– Moonshine kunne danne rammen om denne form for fælles erindring. Et sted, hvor fortiden ikke romantiseres, men fortælles ærligt og nuanceret. Hvor vi tør se både de sjove anekdoter og de svære historier i øjnene – og bruge dem til at reflektere over, hvilket miljø vi ønsker at skabe fremover, fastslår Mads Bruun.
At samle havnens fortællinger er nemlig ifølge ham i sidste ende et spørgsmål om ansvar. Et ansvar for at bevare og videreformidle en væsentlig del af havnebyens identitet, så historien ikke forsvinder lige så stille, men fortsat kan give mening og perspektiv i en foranderlig nutid.
– Moonshine kan blive det sted, hvor denne fælles hukommelse får lov at leve videre, slutter Mads Bruun.
