Da Mads Kjær tidligere på året tiltrådte som ny direktør i Kødboxen, var han allerede klar over, hvor og hvordan han ønskede at sætte sit præg på spisestedet i Hirtshals. Blandt de højest prioriterede ønsker stod et fadølsanlæg.
Med installationen af anlægget er ønsket nu blevet til virkelighed. Ambitionen er herefter klar. Hen over en forhåbentlig solrig og varm sommer skal der kunne serveres dugfrisk fadøl direkte fra hanen til både lokale og turister, ikke mindst når havnebyen danner ramme om en række af årets største begivenheder.
Sommeren byder traditionen tro på et tætpakket program. Events som XTREM Hirtshals, Naturmødet, Musik Under Trappen, Lions Fiskeauktion, Hirtshals Fiskefestival og Veterantræf trækker hvert år godtfolk i hobetal til Hirtshals. Her spiller mad og drikke en central rolle i helhedsoplevelsen.

Ifølge Mads Kjær handler fadølsanlægget ikke kun om øl, men om stemning og nærvær.
– Når byen summer af liv, og gæsterne bevæger sig mellem koncerter, debatter og oplevelser, betyder det noget, at man hurtigt kan få serveret noget koldt og frisk. Det er med til at fuldende oplevelsen, særligt når vejret viser sig fra sin bedste side, fortæller han.
Kødboxen har allerede markeret sig som et populært samlingspunkt i den nordlige ende af Nørregade tæt ved Den Grønne Plads. Forventningen er derfor, at det nye fadølsanlæg vil styrke stedet yderligere som et naturligt pitstop under sommerens events.
Kombinationen af god mad og take away, uformel stemning og kolde drikkevarer, skal gøre det nemt for gæsterne både at slå sig ned også i de travleste timer eller tage noget hurtigt med hjem.
Med udsigt til endnu en begivenhedsrig sommer i Hirtshals håber Mads Kjær, at både lokale borgere, faste stamgæster og turister vil lægge vejen forbi Kødboxen.


