Mads Nygaard: Vi kan godt

Af Mads Nygaard

Forfatter
Mygdal

I nat dristede jeg mig til at se den første partilederdebat. Den var, som jeg havde frygtet. Indtil 24. marts vil der i stor stil blive talt grimt om et hav af mennesker, der ikke har gjort sig skyldige i andet end at kæmpe for et bedre liv.

Ifølge Matthæusevangeliet levede Jesus sine første år som flygtning i Egypten. Og levede han i vor tid, kunne han såmænd have fået et af de fineste værelser på Hotel Fyrklit i Hirtshals. Det blev jo et asylcenter i efteråret 2014. Det skete ganske vist i dybeste hemmelighed. Hotellet var ikke just stolte af situationen. De var bange for, at initiativet kunne skræmme andre og mere velbeslåede gæster væk. Tankevækkende at det allerede i 2014 kunne være skamfuldt at komme medmennesker til undsætning.

Selvfølgelig opdagede vi lokale, hvad der skete. Hirtshals Avisens fine reporter, Hans, prøvede at få adgang og et interview. Det blev ham nægtet. De ansatte havde fået mundkurv på. Nede hos Slagter Vinter tog de affære. De startede en indsamling til de nye medborgere. Kom, kære godtfolk i Hirtshals med jeres brugte mobiltelefoner og computere. Så giver vi dem videre til de nye, der har behov, lød det.

Uffe, kokken på Horne Efterskole, gik også i aktion. Han inviterede madinteresserede flygtninge i køkkenpraktik. Én af dem var den unge kvinde Eden fra Eritrea. Hun kæmpede med at lære dansk. Hun egnede sig ikke til at sidde på en skolebænk. Men hun elskede at lave mad. En dag efter en særligt velsmagende tjans på efterskolen, hvor hun havde bespist alle elever og lærere, sagde hun: ”Before kitchen practice I sleep half a year. Today I work. Today I’m happy.” Ja, der blev givet. Og der blev taget imod.

Folkekirkens Nødhjælp kom på banen. De kontaktede mig i Hjørring Asylcenter og spurgte, om ikke de energiske nytilkommere kunne tænke sig at hjælpe ved søndagens landsdækkende indsamling? Årets modtager af alle donationer var nødlidende kvinder i Nepal. Mange meldte sig, også mange, der endnu ikke talte ét ord dansk. Det kunne måske give nogle sproglige knaster. Men hvad nu med eleverne på Horne Efterskole? Kunne de ikke gå sammen med Eden og alle de andre nye, der kæmpede med sproget? Så kunne de samtidig lære hinanden endnu bedre at kende, mens de gik rundt i lokalsamfundet og bankede på døre.

Sådan blev det, og det gik strålende. Indsamlingsleder Mogens fra Folkekirkens Nødhjælp var glad og kom med en gave til alle hjælperne. To flasker rødvin. Det var måske ikke den mest velanbragte gave, for det var sjældent ædruelige folk, der var kommet til vores egn. Vendelboposten bragte efterfølgende en stor artikel under overskriften: ”Lokale flygtninge samler ind til verdens fattigste”. Se, det var noget, der battede. Den frygtsomhed, som mange havde næret, da 485 flygtninge fra den ganske verden pludselig landede i vores midte, begyndte at fordampe.

Ude i Tversted besluttede en flok ihærdige sjæle, at de ville åbne hele landsbyen en særlig dag i januar. Nu skulle nytilkommerne få at mærke, skulle de. Kulturstedet Klitgården holdt åbent hus. Kirken holdt åbent hus. Kroen holdt åbent hus. Og i de små hjem havde folk sat skilte ved havelågen. Kaffe her. Coffee here!

Hvem bragte de opdagelsesrejsende fra Hjørring Asylcenter til Tversted? Det gjorde Vrå Højskole, der stillede deres bus til rådighed. Chauffør John, gammel roadie for Gnags, kørte fløjtende frem og tilbage. En busfuld ad gangen.

Søren, der dengang var Dronning Marys personlige stylist, indrettede en skønhedssalon for alle, der trængte til smukkesering. Preben, skuespiller og sanger, inviterede til jamsession for alle musikelskere. Udenfor var der bål, mens sneen faldt så tyst. Antikkrejlerne Mads og Jens stod for guidede ture i landskabet og nede ved vandet. Pludselig stod selveste kulturministeren midt i det hele. Marianne Jelved havde lige været til ishockey i Frederikshavn, da hun opsnappede, at der skete noget særligt i Tversted denne dag.

Der gik ikke en uge, før Hjørrings borgmester, Arne Boelt, også ville være med. Han inviterede til kaffe på rådhuset. Engelsk var ikke lige hans kop te, så han havde tolk med. Det viste sig at være held i uheld. For det gav de deltagende nytilkommere en fornemmelse af, at vi alle var i samme båd. Sproglige barrierer kan sætte de fleste skakmat, men i stedet for at være mut må man jo så indhente hjælp.

Ja, Jesus var flygtning. Ligesom Eden fra Eritrea. Og alle de andre 484 herlige mennesker, der i 2014 var så venlige at lægge vejen forbi vores kanter. Til en stor omgang kollektiv genopfriskning af, hvad det i bund og grund vil sige at være gæstfri. Det er jo ikke at være fri for gæster, det er tværtimod at omfavne dem. Og byde dem velkommen til.

Det er der gudskelov stadig virkelig mange mennesker i vores lille land, der mestrer. Dem vil jeg tænke på indtil valget. Som modstandskraft. Som sand medicin i en syg tid. Og et røntgenbillede af hvem vi er. Inderst inde. Når vi gør os umage.

Vi kan godt!