Torsdag aften viste naturen sig fra sin smukkeste gavmilde side, hvilket blev startskuddet til endnu en af de spontane oplevelser, der kendetegner en lille gruppe åbent-vand-svømmere, som deler både hav og humor.
Didde og Jan var nemlig sammen med Dorte Lyager som så ofte før klar til at hoppe i vandet, og fællesskabet omkring oplevelsen blev igen en påmindelse om, hvor meget tryggere og sjovere det meste er, når man er flere.
Allerede på vej ned ad Vestmolevej åbnebarede naturen sig med et syn, der næsten tvang kameraet frem. Det var et hav så roligt, at det lignede flydende sølv, og en himmel, der gjorde det svært ikke at standse op og bare trække vejret dybt.
Mens saunaen blev tændt op, gik der mere logistik for sig på parkeringsområdet. Pizzaovn, gasflaske og andet grej blev læsset af, for aftenen skulle sluttes med manér. En venlig sjæl, nemlig Ole Sahl, havde ladet sig overtale til at være både dronepilot og pizzabager. Det var en kombination, der gav aftenen et ekstra lag af både stemning og smag.
Dronen fulgte svømmerne udefra, mens de gled gennem det rolige vinterhav. Drømmen om at indfange silhuetter mod solnedgangen måtte opgives, da solen i horisonten var gemt bag et tungt skylag, men farverne på himlen var stadig nok til, at gruppen flere gange måtte stoppe op midt under svømmeturen for blot at sanse.
Da alle igen stod på land, blev dronen pakket væk, og pizzaspaden taget frem. Fra saunaens varme rum blev der sendt en lind strøm af nybagte pizzaer ind, og stemningen var så hyggelig, at det næsten var svært at få sagt farvel. Men behovet for afsked var heldigvis midlertidigt.
Aftenen havde også budt på en lille testseance, da en ny, hjemmeudviklet neoprenhætte med lycra skulle prøves for første gang. Den klarede kulden uden problemer, og tilfredsheden var til at tage og føle på.
– Open Water svømning er virkelig noget af det tætteste man kan komme på Moder Natur. Man ikke bare ser, man føler, smager, løftes, glider og er omgivet af og nedsænket i den, lyder det efterfølgende fra Dorte Lyager.
Video: Ole Sahl Lyager.


