Kære venner – eller ”kammerater” bør man vel sige.
1. maj er ikke bare en mærkedag. Det er arbejdernes internationale kampdag. En dag hvor vi mindes den lange, seje kamp for de rettigheder, vi i dag tager for givet: retten til ferie, retten til løn under sygdom, retten til et ordentligt arbejdsliv.
Men det er også en dag, hvor vi skal turde se fremad. For vi står midt i nogle meget virkelige og meget lokale udfordringer.
Her i vores kommune ser vi allerede nu ind i en mangel på faglært arbejdskraft. Vi mangler hænder og hoveder – både til det private arbejdsmarked og til vores fælles velfærd. Hvem skal tage sig af vores ældre, vores børn, vores syge? Hvem skal bygge og vedligeholde vores infrastruktur? Hvem skal skabe udvikling, hvis vi ikke har de mennesker, der kan udføre arbejdet?
Det kalder på handling. Det skal kunne betale sig – også menneskeligt – at vælge en faglært vej. Vi skal investere i erhvervsuddannelser, i bedre arbejdsmiljø og i respekt for det arbejde, der bliver udført med hænderne og med hjertet. Og vi skal tage ansvar for, at vores kommune er et sted, hvor man har lyst til at arbejde – og lyst til at blive.
Men det handler ikke kun om dem, der skal ind på arbejdsmarkedet. Det handler også om dem, der har været der i 30 eller 40 år – og som er blevet slidt ned. Vi har stadig mennesker i vores kommune, som efter et langt arbejdsliv som brolægger, SOSU eller slagter ikke længere kan holde til et fuldtidsjob. Og de mennesker har krav på andet end et skulderklap. De har krav på tryghed. På værdighed. På retten til at trække sig tilbage med rank ryg – og med økonomisk og social sikkerhed.
Det er det, socialdemokratisk politik handler om: At vi ikke kun måles på, hvordan vi behandler dem, der løber hurtigst – men på hvordan vi behandler dem, der har knoklet og bidraget, og som nu har brug for, at fællesskabet bærer dem et stykke af vejen.
Jeg kommer aldrig til at stå her og tale erhvervsuddannelse op, imens jeg taler de boglige og universitetsuddannelserne ned. Jeg er jo selv en af dem, som har taget vejen til Aalborg Universitet. Jeg har to børn. Den ene har taget en erhvervsuddannelse og den anden er i gang med en universitetsuddannelse. Den ene er ikke bedre end den anden, og de har begge to valgt lige det, der var det rigtige for dem.
Men vi kan bare konstatere, at der over tid er blevet skabt en fortælling, som betyder at vores unge vælger en tur på gymnasiet og så en universitetsuddannelse – for det tror de er bedre. Og selvfølgelig er det ikke det.
Vi har i generationer kæmpet for, at vores børn skal have lige muligheder for uddannelse. Og det er vi altså kommet rigtig langt med – det kan vi godt tillade os at være stolte af. Men vi må for alt i verden ikke oversætte det til, at en universitetsuddannelse er det eneste rigtige. Vi har nemlig brug for alle.
Vi står også foran en politisk kamp. Et kommunalvalg. Og det bliver ikke bare en teknisk øvelse i at flytte kommaer i et budget. Det bliver et værdipolitisk opgør.
For vi ser, hvordan politik er ved at forandre sig. Polariseringen vokser. Konfliktniveauet stiger. I USA ser vi en politisk kultur, hvor råb overdøver samtale, hvor fakta bøjes, og hvor form er vigtigere end indhold. Og ja, den måde at føre politik på er også begyndt at sætte sine spor herhjemme.
Så sent som i aftes, var vi vidner til endnu et byrådsmøde, hvor en person helt omkostningsfrit, kan stå og finde på sin egen sandhed – og i øvrigt beskylde os andre for alt muligt, som vi ikke engang har nået at tænke. Man kan for åben skærm, pådutte byrådskollegaer politiske motiver og fortælle historier, fuldstændig som om det var den skinbarlige sandhed.
Så spørgsmålet er: Skal vi lade os rive med af den udvikling? Skal vi have en valgkamp præget af konflikt, mistillid og clickbait? Eller vil vi noget andet?
Jeg tror på, at vi vil noget andet. Jeg tror på, at folk her i kommunen ønsker ordentlighed. At de ønsker ansvarlige politikere, der samarbejder og finder løsninger – ikke skaber problemer for at få opmærksomhed.
Det bliver vores opgave i valgkampen. At vise, at der findes en anden vej. En socialdemokratisk vej. En vej hvor fællesskab og solidaritet ikke er tomme ord – men vores rettesnor. En vej hvor vi investerer i velfærd, i uddannelse, i grøn omstilling og i det gode hverdagsliv for almindelige mennesker.
Så lad os bruge 1. maj til at minde hinanden om, hvad vi kæmper for. Lad os gå forrest i valgkampen med stolthed over vores værdier – og med viljen til at føre dem ud i livet.
For politik handler ikke kun om magt. Det handler om ansvar. Om at gøre en forskel – ikke bare med ord, men med handling.
Så venner – 1. maj er vigtig, dagen betyder noget, og sammen kan vi flytte noget.
Tak for ordet. Tak for jeres engagement. Og rigtig god 1. maj!
Tak for det. Kammerat Napoleon