Af Maiken Otmann Pedersen
Hjørring
Vores søn Oscar er 8 år og går i 2. klasse på Højene Skole i Hjørring Kommune.
Eller rettere – det er det skoletilbud, han stadig forsøges presset ind i.
Efter længere tids massiv mistrivsel og skolevægring valgte vi selv at få Oscar udredt privat, fordi vi ikke kunne vente på systemet.
I september 2025 fik han diagnosen infantil autisme. Samtidig beskrives tydelige tegn på ADHD og svigtende skoletilpasning.
Allerede inden udredningen havde skolens egne fagpersoner set, at Oscar havde brug for massiv støtte. Der blev tildelt støttetimer, lavet tilpasninger og afprøvet utallige indsatser. Vi anerkender fuldt ud de dygtige mennesker, som har kæmpet for ham.
Vi har været igennem møder med skole, PPR, psykiatriteam, fraværsteam, ledelse og sagsbehandlere.
Vi har reduceret skemaet, ændret hele vores familieliv og kæmpet hver eneste dag for at beskytte vores søn mod et pres, hans nervesystem ikke kan holde til.
Imens fik vi som forældre besked om, at det faktisk var skolens rammer, der gjorde Oscar syg – og derfor kunne kommunen ikke hjælpe med tabt arbejdsfortjeneste.
Senere fik vi alligevel bevilliget hjælpen.
Det ene system modsiger det andet, mens familier står midt i kaosset.
En PPV blev forsinket på grund af fejl og “kollektiv forglemmelse”.
Da den endelig kom, stod der intet nyt.
PPR konkluderede det samme, som alle allerede vidste:
Oscar har behov for specialpædagogisk støtte.
Skolelederen erkendte direkte, at almenområdet ikke længere kunne tilbyde det, Oscar havde brug for.
Alligevel kan Oscar først visiteres til et specialtilbud i januar 2027.
Hvorfor?
Fordi kommunens interne frister for nødvisitering var overskredet med få dage.
Den menneskelige pris er enorm.
Jeg (mor) blev sygemeldt med en belastningsreaktion efter lang tids massivt pres. Hele vores familie lever i konstant alarmberedskab omkring skole, mistrivsel, angst og nedsmeltninger.
Vi ønsker ikke særbehandling.
Vi ønsker ikke luksus.
Vi ønsker blot, at vores søn får den hjælp, som fagfolk allerede har vurderet, han har brug for – mens han stadig har lysten til skole i sig.
For Oscar vil gerne lære.
Han vil gerne være en del af fællesskabet.
Han kan bare ikke gøre det under de rammer, han bliver tilbudt nu.
For skolen betyder det én elev mere i den nye klasse allerede fra august 2026 og ikke først efter jul, men hvad betyder det mon for Oscar og for os som familie?
Vi spørger os selv, hvor mange færdigheder vores dreng skal miste endnu en gang, før han bliver taget alvorligt.
Og det er svært at acceptere, når man ved, at fristen kun er overskredet med få dage.
Kan det virkelig være rigtigt? Er det virkelig sådan, Hjørring Kommune tænker? System over barnet?
Måske burde der være mere fokus på netop dette, da vi desværre langt fra er den eneste familie, der oplever det samme.
