Af Maja Torp
Folketingsmedlem
Venstre i Nordjylland
Medlem af Folketingets Erhvervsudvalg
Danmark har besejlet verdenshavene, siden vikingerne drog på togter. For mere end 1000 år siden drog de ud – for både at handle og berige sig. De store sejlskibe fulgte efter. Til næsten hele kloden! Europa. Amerika. Afrika. Asien. Og vi gør det stadig.
Danske A. P. Møller-Mærsk er et af verdens største transport- og logistikfirmaer. Men Mærsk er ikke alene. Hele Danmark er med vores kyster, vores havne, vores rederier, vores værfter og hele vores maritime industri og service blandt verdens dygtigste og mest erfarne maritime nationer.
Det skal vi også være i fremtiden. Vores status som stærk søfartsnation er en af de grundpiller, vores velfærdssamfund står på.
Og den status er ikke kommet af sig selv – og den kommer heller ikke af sig selv i fremtiden.
Danmarks position som førende søfartsnation står kun, når vi skaber gode rammebetingelser for de erhvervsdrivende på hele det maritime område – og vi skaber de rigtige vilkår for de erhvervshavne, der rummer den maritime industri og samtidig er centrale trafikknudepunkter for skibe, varetransport og mennesker.
Begge dele står høj på Venstres dagsorden. Vi skal hver dag understøtte hele vores maritime klynge. Både når vi vedtager ny lovgivning i Danmark. Når vi – som vi i Folketinget forbereder os på lige nu – skal gennemføre en ny skattereform. Når vi investerer i uddannelse, forskning og udvikling. Men også når vi gennem EU er med til at definere de normer og standarder, den internationale skibsfart konkurrerer på.
Det ligger på min rygrad. Jeg er valgt til Folketinget fra Nordjylland. Og særligt for os, der bor i Nordjylland, har hele søfarten og den maritime industri og alle de følgeerhverv, enorm betydning for, hvordan Nordjylland og nordjyske virksomheder klarer sig.
Aalborg Havn (Port of Aalborg), Hirtshals Havn, Frederikshavn-Skagen Havn, Hanstholm Havn, er en vigtig motor for fremtidens vækst i Nordjylland.
Havnene og den maritime industri på havnene baner vej for andre vigtige erhvervsaktiviteter, der holder gang i hele Nordjylland – og hele den nordjyske beskæftigelse.
Det er fra havnene og den maritime industri i Nordjylland, vi udskiber vindmøllevinger og fundamenter til havvindmøller til hele verden. Det er via havnene og den maritime industri i Nordjylland, vi tiltrækker turister, der understøtter liv og udvikling i lokalsamfund og kommuner langs Nordjyllands kyster. Det er via havne vi huser fiskeri og mange vigtige arbejdspladser.
Og det glæder mig meget at se, hvor stærkt også de nordjyske havne og hele den maritime klynge i Nordjylland er engageret i den grønne omstilling, hvor vi skal finde nye brændstoffer, nye digitale løsninger, der øger effektiviteten i den internationale skibstrafik og andre veje til at passe på vores miljø og hele klodens ressourcer.
Det er blandt temaerne, når Danske Havne den 25. og 26. april samler hele det maritime erhvervsliv til konference om fremtidens havn, klima, digitalisering og lokalisering i Musikkens Hus i Aalborg.
Det lover godt for fremtiden. Godt for Nordjyllands fremtid. Godt for Danmarks fremtid.
Og før Folketinget i løbet af 2022 skal i gang med at drøfte en ny grøn skattereform, vil jeg gerne slå fast, at for Venstre handler en ny grøn skattereform ikke om at opfinde nye grønne skatter og afgifter, der skal væltes oven i de skatter og afgifter, danskerne og danske virksomheder i forvejen betaler.
En grøn skattereform skal IKKE bruge til at presse flere skattekroner ud af danskerne og dansk erhvervsliv. Danskerne betaler i forvejen verdens højeste skatter og afgifter.
For Venstre handler en grøn skattereform om at gøre den grønne omstilling – som hele det danske erhvervsliv i forvejen investerer i – endnu mere attraktiv og konkurrencedygtig.
En grøn skattereform skal fremme den grønne omstilling, hvor Danmark har en international førerposition. En grøn skattereform skal styrke Danmarks klima- og miljøbevidste erhvervsliv i den internationale konkurrence.
En grøn skattereform skal skabe endnu flere stærke danske virksomheder og endnu flere arbejdspladser i Danmark – ikke sende virksomheder og arbejdspladser ud af Danmark.
Vikingerne berigede sig selv og deres hjemland ved at besejle verdenshavene. Nutidens danske søfartserhverv skal fortsat stævne ud mod horisonten – og det skal understøttes af et Folketing, der kender og forstår det erhvervsliv, der leverer finansieringen af vores fremtid. Det gør Venstre.