Lars Jeppesen, som torsdag den 12. marts fylder 60 år, startede i lære hos malermester Kaj Vejby i Hjørring.
Efter sin læretid tog han på malerskole i Odense, hvorefter han vendte tilbage til Hirtshals og overtog i 1990 sammen med søsteren Mette Møgelmose faderen Jørgen Jeppesens Malerforretning, som han havde startet i 1962. Bror og søster drev firmaet sammen i 34 år, hvorefter Mette valgte at ”pensionere sig selv”.

I al den tid har der været fuld fart på hos Malerfirmaet Jeppesen, som har udviklet sig meget og i dag har okring et halvt hundrede ansatte med afdelinger i Aalborg, Frederikshavn og Brønderslev.
Firmaet beskæftiger sig med mangt og meget inden for et bredt udvalg af maleropgaver. Industri- og hygiejnemaling, overfladebehandling, gulve, entrepriseopgaver, nybyggeri, private, erhverv, brandmaling og boligforeninger.
I 2022 tog firmaet et nyt skridt i udviklingen ved at blive en del af den norske Håndverksgruppen.
Sidstnævnte er blandt de førende inden for maler-, gulv-, murer- og flisearbejde i Norge.
Sideløbende med ledelsen af Malerfirmaet Jeppesen er Lars blevet regionsdirektør i Håndverksgruppen for Jylland.
Lars er da også morgenmand og kører havnen rundt kl. 5 om morgenen, inden han møder på arbejde. Han er gift med Charlotte og har to børn, Maria og Frederik, samt tre børnebørn, som også gerne tager med farfar på havneturen, når de overnatter hos Lars og Charlotte.
Lars har ifølge familie, venner og forretningsforbindelser altid været en aktiv og driftig mand. Han har siddet i bestyrelsen for Vendsyssel Malerlaug i mange år, været i bestyrelsen for Hirtshals Idrætscenter, været med i Rotary i mange år og har tidligere været i Lions.
Lars holder meget af at bruge sin racercykel og kørte i 2013 med Team Hjørring til Paris. Han har spillet badminton og golf og var medvirkende til at få ”Vendsyssel på Vægten” op at stå.
Fødselsdagen fejres med en reception fredag den 13. marts kl. 12.30 til 16 på Hotel Skaga.



