Af Malou Sand-Jensen
Elev på Hjørring Gymnasium
Når der er folketingsvalg, lover politikerne mange ting. De vil forbedre skolerne, hjælpe klimaet og gøre livet bedre for borgerne. Men efter valget virker det ofte, som om nogle af løfterne bliver glemt. Det får mig til at tænke på, om vi virkelig kan stole på det, politikerne siger. Måske siger de bare det, som vælgerne gerne vil høre.
Det kan være svært at finde ud af, hvad der er oprigtigt, og hvad der bare er en del af deres strategi. Selvfølgelig kan man ikke altid holde det, man lover, fordi ting kan ændre sig. Men det er stadig vigtigt, at politikerne er ærlige og forklarer, hvorfor de måske ikke kan gøre det, de lovede alligevel.
Hvis vi skal kunne stole på dem fremover, skal politikerne holde deres løfter. Ellers risikerer vi, at færre gider stemme, fordi de mister tilliden til dem. Derfor synes jeg, at politikere bør tænke sig om, inden de lover for meget.


