Vendsyssel FF har indgået en toårig aftale med Malthe Holt, som skifter fra AaB.
Malthe Holt har allerede været en del af Vendsyssel FF i det seneste halve år.
– Jeg har valgt at skifte til Vendsyssel FF, fordi jeg tror på projektet. Der er en masse gode mennesker i og omkring klubben, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med i endnu længere tid, end jeg har gjort det sidste halve år. Derudover handler det om, at vi skal rykke os sammen og komme tættere på det samlede mål, siger Malthe Holt.
Malthe Holt har, udover sin tid i AaB, også spillet ungdomsfodbold i Brønderslev I.F. Han står noteret for én optræden på U19-landsholdet.
Sportschef Jens Hammer glæder sig over aftalen:
– Vi har set Malthe an i et halvt år, og han har pyntet på vores fodboldklub både på og uden for banen. Han har været kampafgørende i mange kampe og har vist stor betydning for holdet. Samtidig er han en lokal dreng – det er ikke et kriterie i sig selv, men det betyder noget, når man også kan finde ud af at spille fodbold, og Malthe kan begge dele. Det er vi rigtig glade for og spændte på, udtaler Jens Hammer.


