En fyldt Skippersal på Hotel Skaga dannede fredag morgen rammen om det populære morgenmøde i Hirtshals Handel og Erhverv.
Ekstraordinær generalforsamling
Ja, faktisk startede mødet med en ekstraordinær generalforsamling, hvor foreningens juridiske rådgiver, advokatfuldmægtig Nikolaj Bo Høgsted Jakobsen, Advokaterne Amtmandstoften genfremsatte forslaget til ændring af foreningens vedtægter § 10 om tilretning af tegningsreglerne.
Forslaget var blevet vedtaget på foreningens generalforsamling den 9. februar, men da der ikke var fremmødt 1/3 af medlemmerne, måtte forslaget fremsættes igen på denne ekstraordinære generalforsamling og blev vedtaget enstemmigt.
Borgmesterens orientering
Borgmester Søren Smalbro gav dernæst de fremmødte en orientering om ”Rigets tilstand” i Hjørring Kommune. Overordnet går det rigtig godt og der er styr på økonomien, kunne han glæde de fremmødte medlemmer af HHE med. Borgmesteren roste byens mange frivillige kræfter i Hirtshals, der er det altafgørende grundlag for gennemførelse af de mange arrangementer i byen – eksempelvis Naturmødet, Fiskefestivalen, under Trappen, Veteranbilstræf m.m.
Byrådet har for nyligt vedtaget en ophævelse af bopælspligten i Hirtshals. Der er store forventninger til, at det kan tiltrække en attraktiv gruppe af borgere til byen. Der er stor interesse for at udvikle Vestbyen. Dette område er specielt attraktivt med den nemme og direkte adgang til den fri natur. Der er ligeledes forventninger om et spændende etagebyggeri på grunden, der tidligere husede Skipperkroen. Der er – endnu engang – forventninger om, at ”byens største parkeringsplads, Godsbanen, endelig langt om længe tages i brug til sit oprindelige formål. Borgmesteren har positive forventninger til, at Banedanmark igangsætter det nødvendige sporarbejde, der kan sikre at godstog kan køre i forening med passagertog.
Separatkloakering i 2023
Også i 2023 rammes Hirtshals af den lidet populære separatkloakering. Direktør for Hjørring Vandselskab Jakob Bisgaard kunne på morgenmødet berette, at man allerede i uge 12 starter op i Sophus Thomsensgade. Her forventes arbejdet afsluttet i uge 18, hvorefter gaderne N C Jensensgade, Vinkelvej, J. Fibigersgade, Svinget, Vanggårdsgade, Svinget og Skagerakvej står for tur i 2023.
Man kan holde sig orienteret om tidsplanen på Hjørring Vandselskabs hjemmeside hjvand.dk eller kontakte Vandselskabet for yderlig information.
Naturmøde 2023
Rasmus Kolind fra Naturmødet kunne berette om en rekordstor interesse for Naturmødet 2023, der afholdes den 11. – 13. maj i Hirtshals. Der er solgt over 80 stande til en bred kreds af interesserede udstillere. Som noget nyt, vil der blive tilladt opstilling af madboder på årets Naturmøde.
For at profilere de lokale spisesteder er der mulighed for at tilmelde sig en ny hjemmeside, hvor de byens spisesteder profileres specielt.
Hirtshals Turisme
Laila Zielke fra Hirtshals Turisme kunne fortælle de mange fremmødte, at Lokalguiden for Hirtshals, Tornby og Tversted var på trapperne. Guiden er lokalt produceret i samarbejde med Martensens Bogtrykkeri. Den trykkes i et oplag på 35.000 stk., og den findes også i en online version. Guiden har speciel fokus på naturen, seværdigheder, attraktioner, events, spisesteder, overnatning m.v. – og ikke mindst de mange stiruter, som Hirtshals byder på. Guiden kan kun produceres med den store opbakning fra de mange lokale annoncører og sponsorer. Der er en sidste mulighed for at annoncere i guiden, hvis man skynder sig.
Laila Zielke kunne videre orientere om de mange events og aktiviteter, der er på programmet i Hirtshals i 2023. Mange af de velkendte og populære events, som Naturmødet, Musik under Trappen, Fiskefestival m.fl. vender naturligvis tilbage, men suppleres af nye spændende events, eksempelvis Art Crawl, der er en profilering af de mange udstillinger, værksteder og gallerier, som kunstinteresserede gæster kan glæde sig over i Påsken. Laila undlod ikke at nævne XTREM Hirtshals, der afvikles påskedag, den 9. april. Aktiviteten, der i øvrigt profileres i en video af borgmesteren i hans sexede retro-outfit, har allerede fået over 100 tilmeldinger, men forventningen går på op mod hele 300 deltagere til det udfordrende 9 km løb, hvor der bl.a. skal passeres 12 ”interessante” udfordringer. Kalenderen med byens mange events kan man se på hjemmesiden visithirtshals.dk.
Under eventuelt indhøstede Mads fra Artic Marley positiv feedback fra forsamlingen for det netop gennemførte vinterarrangement. Louise Nielsen fortalte om den kæmpestore succes med fastelavnsarrangementet på Hotel Hirtshals. Der var så stor en tilslutning, at det overvejes at flytte næste års arrangement til nogle større rammer. Sylvia Berglund fra Nordsøen Oceanarium orienterede om det kommende Havfrueshow, som afvikles på Oceanariet den 11. og 12. marts.
Ubekræftede rygter vil vide, at Sylvia profilerede dette arrangement i København ved i går at male lidt på den sten, som den Lille Havfrue på Langelinie sidder på.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.