Hun har spillet 217 førsteholdskampe for Fortuna Hjørring, været i aktion mere end 100 gange for A-landsholdet og har siden uddannet sig til fysioterapeut og A-licenstræner.
24 år efter sin debut i den grønne trøje vender den 41-årige Mariann Gajhede hjem til Fortuna Hjørring i en helt ny rolle – nemlig som assistenttræner for Niclas Hougaard.
– Jeg kender Niclas fra vores fælles fortid i AaB, og da muligheden bød sig for både at arbejde sammen med ham – og tilmed i Fortuna Hjørring – slog jeg til, siger Mariann Gajhede.

Hun kommer fra en stilling som fodboldtræner på Sportsefterskolen Aabybro, hvor hun har været i et barselsvikariat for en anden tidligere Fortuna-spiller, nemlig Sine Hovesen.
– Timingen var perfekt, både i forhold til et jobskifte og i det private. Vores to drenge har nu en alder, hvor jeg kan prioritere min egen karriere igen, siger Mariann Gajhede, der danner par med Lasse Stensgaard, som er assistenttræner for det finske herrelandshold.

Ud over jobbet som assistenttræner i Fortuna Hjørring beholder Mariann Gajhede sin projektlederstilling i DBU, hvor hun er tilknyttet en række kvindelandsholdsspillere frem mod både VM i 2027 og OL i 2028.
– Stillingen er mere administrativ end den, jeg har i Hjørring, og heldigvis kan de to job sagtens kombineres, siger Mariann Gajhede, der er med på sidelinjen, når Fortuna Hjørring i morgen møder Kolding IF på udebane i Aligaen. Kampen kan følges på TV 2 Play fra klokken 19.00.
Link til relateret artikel
Niclas Hougaard glæder sig til at komme i gang med Fortuna Hjørring


