Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
I et interview med Nordsøpostens Lærke Dahl Jensen fremførte Hirtshals Havns konstituerede direktør Andreas Duus, at det vil være meget svært at få lov at udvide havnen ud i Natura2000 området nord for havnen. Selvom påstanden efterhånden er blevet fremført mange gange, savner vi forsat at høre argumenter, som beror på andet end mavefornemmelser.
Af interviewet fremgår, at det aktuelle Natura2000 område skulle være hjemsted for sjældne boblerev. Det passer ikke. Boblerevene ligger i område N249, der ligger omkring fyrre kilometer vest for Hirtshals.
Det Natura 2000 område, som den store udvidelse af havnen ville berøre, kaldes N1. Området er primært udpeget af hensyn til forekomsten af marsvin. Men så sent som i marts 2021 offentliggjorde søfartsstyrelsen en miljøkonsekvensvurdering, der sandsynliggør, at den store udvidelse ikke vil påføre bestanden af marsvin større gener end en reduceret.
Miljøkonsekvensvurderingen er udarbejdet i forbindelse med Danmarks første havplan. En plan der fastlægger udviklingszoner for marinråstofindvinding og større fysiske anlæg så som energiøer og potentielle broforbindelser.
Ifølge den kun fire måneder gamle miljøkonsekvensvurdering fjerner marsvin sig 18-25 km fra kraftig undervandsstøj, fx som den støj der opstår i forbindelse med nedramningsarbejder.
Kort sagt, så vil støjen fra de nedramningsarbejder, der alt andet lige skal udføres ved en uddybning af havnens indre bassiner, være til gene for marsvinene, uanset om man vælger den reducerede eller den store udvidelse. Den største forskel mellem udvidelserne er at sandsynligheden for, at økonomien kan hænge sammen, er noget bedre ved den store.
Så mon ikke marsvinene er lidt ligeglade med, om Natura2000 området N1 bliver beskåret med 2 promille nord for Hirtshals havn? Uanset hvad, er det virkelig sært, at man ikke har taget kontakt til miljøstyrelsen eller miljøministeriet endnu. Rådgivning fra relevante fagpersoner må til enhver tid være at foretrække fremfor mavefornemmelser.
PS: Ifølge miljøkonsekvensvurderingen viser hidtidige erfaringer, at marsvinene vender tilbage efter endt arbejde.
Miljøvurdering af Danmarks havplan