Ungegarantien er som tidligere omtalt et netværk bestående af skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der arbejder sammen om at skabe de bedste vilkår for børn og unge fra børnehaveklassen og indtil det 30. år i Hjørring Kommune.
Som led i dette samarbejde havde lærer Line Kristine Røge Sørensen mandag inviteret Martin Kok på besøg hos 6. A i skolekøkkenet ved Bindslev Skole. Med sig havde den garvede kok en masse friske råvarer og nogle opskrifter på sund mad, som de ligeså friske unge mennesker blev sat i gang med at lave et rigtig lækkert måltid af.
Projektet blev gennemført med indlevet ildhu og heldigvis uden snitsår i andet end grøntsagerne og kyllingekødet, men en enkelt tåre blev vist knebet, da et par af drengene partout skulle sætte tænderne i en chili, hvilket dog kun bidrog til den lune stemning.
Link til tidligere artikel
Martin Kok skal levere mad til skoleboden i Sindal Skoledistrikt