Martin Prentow (S): Fællesskab under pres

I 1984 kom jeg til verden. To år efter at Anker Jørgensen havde overdraget nøglerne til Statsministeriet til Poul Schlüter. Arbejdsløsheden lå på over 10 %, og ville du købe eget hus, kunne du se frem til en rente på helt op til 20 %. Man kunne gå på dagpenge i 7–9 år, og optjeningsreglerne var så lempelige, at man med en meget lille indsats kunne være på dagpenge i årtier.

I 1984 vejede en mobiltelefon omkring ét kilo, og det var kun den absolutte top af erhvervslivet, der havde én – og den kunne kun ringe. En familie i Hjørring havde maks. én bil, og det var ikke en overvejelse, om man skulle køres i skole. Man cyklede – også i regnvejr.

Det var helt naturligt at tage bybussen, hvis man skulle nogen steder hen. Den kørte endda flere gange om dagen. De røde postbude cyklede rundt med cyklen tungt læsset med breve. Skulle man sende et brev, måtte man forbi en af de røde postkasser og derefter pænt og tålmodigt vente på svar.

Nyheder fik man gennem den daglige avis, der blev leveret i postkassen. Man hørte radioavisen eller så TV-Avisen på Danmarks Radio. I 1984 var der 4,8 milliarder mennesker på jorden.
På den anden side af Atlanten – i mulighedernes land, dengang det stadig var mulighedernes land – hed præsidenten Ronald Reagan. Donald Trump var 38 år og havde netop åbnet Trump Tower på Manhattan.
Det var også året, hvor Steve Jobs og Apple lancerede den første Macintosh og startede en teknologisk revolution, der i de næste årtier forandrede vores verden i et tempo, man i 1984 ikke kunne forestille sig.

Den forandrer sig stadig så hurtigt, at vores menneskelige hjerne – udviklet gennem 120.000 år som jæger-samlere – slet ikke kan følge med. Det er tydeligt for enhver, at samfundet og måden, vi lever vores liv på, har ændret sig markant siden 1984.

Arbejdsløsheden er i dag på 2–3 % og kan næsten ikke kaldes arbejdsløshed. Der er i hvert fald ikke mange, der går rundt og er bange for at miste deres job. Den unge generation kender ikke til langtidsledighed. Et brev er blevet til en mail, der kan sendes og modtages døgnet rundt. Nyheder får vi som breaking i det sekund, de er skrevet.

På vores smartphone kan vi scrolle i endeløse nyheder og videoer. Vi kan konstant følge med i andres liv og blive bombarderet med smarte, smukke mennesker, der giver gode råd om alt fra den perfekte makeup til, hvordan du bliver millionær på 24 timer.
Vi har endeløs streaming af tv-serier, og har du problemer med at falde i søvn? Intet problem – Netflix skal nok underholde dig hele natten.

Den sidste af de røde postkasser blev pillet ned her til nytår. En mobiltelefon hedder i dag en smartphone og er – hold nu fast – 100.000 gange hurtigere, har 50.000 gange så meget hukommelse og over én million gange så meget lagerplads som den Macintosh, Steve Jobs lancerede i 1984.

Siden 1984 er vi blevet 8 milliarder mennesker på planeten. Næsten dobbelt så mange. I USA er rigmanden fra Manhattan blevet præsident – for anden gang – valgt ind på stemmer fra arbejderklassen.

Samfundet har ændret sig i et tempo, der kan være svært at forstå. Teknologien har taget kvantespring og ser ikke ud til at have tænkt sig at sætte farten ned. Arbejdsmarkedet har også ændret sig – på nogle områder i lige så hastigt tempo. Det er blevet effektiviseret, optimeret, automatiseret og digitaliseret.

Byggeriet skal være færdigt, før det går i gang. Tid er penge. Store produktionsvirksomheder har indført robotter og færre mennesker i produktionen – eller flyttet den ud af landet, hvor arbejdskraften var billigere. SOSU’en har fået en stram minuttidsplan, styret direkte fra en iPad. Den effektive tidsstyring levner ikke tid til hverken toiletbesøg, omsorg eller uforudsete hændelser. Alle firmabiler har fået GPS, så man effektivt kan holde øje med, at tiden ikke spildes.

Men mennesket har ikke ændret sig biologisk. Vi har stadig brug for otte timers søvn. Vi skal stadig have en fornuftig kost og 3–5 måltider om dagen. Vores hjerne har stadig brug for ro, kærlighed og følelsen af at være en del af et fællesskab.

Men generationerne har ændret sig – og det skaber udfordringer.
Den generation, der var unge på arbejdsmarkedet i 1984, er nu i starten af 60’erne og på vej på pension. De unge fik en smartphone som otteårige og har ikke kigget op siden. De er superbrugere, vant til konstant underholdning. Deres fællesskab er online – altid med dem, altid tilgængeligt. De er vokset op i det effektiviserede, optimerede, automatiserede og digitaliserede samfund. For dem er det normalen.

Derudover er de vokset op med en opdragelse, hvor alt er til forhandling. Det var ikke: ”Tag din jakke på!”, men: ”Vil du have jakke på?” ”Hvad har du lyst til at spise?” ”Hvor vil du gerne på ferie?”
Det er min generation, der har opdraget dem – i kærlighed – men det har også skabt en generation, der er vant til at blive hørt, have en mening, og at alt er til forhandling.

Det er ikke mærkeligt, at det giver udfordringer. Siden 1984 er uligheden i samfundet ifølge Gini-koefficienten steget med næsten 40 %. Vi er blevet flere i middelklassen, og de rigeste er blevet markant rigere. Uligheden er steget mellem land og by. I København kan du tjene flere penge på blot at eje en bolig, end en tømrer kan tjene ved at gå på arbejde. De færreste har råd til at købe bolig i hovedstaden – og det samme gælder, dog i mindre grad, Aarhus og Odense.

Samlet set er vi blevet et rigere samfund.

Men rigdommen koncentrerer sig i og omkring de store byer, mens resten af landet affolkes. Det gør det vanskeligere for kommunerne i yderområderne at levere den velfærd, borgerne efterspørger, mens de store bykommuner sidder på kæmpe pengetanke.
Derfor er vi i Hjørring nu den tredje fattigste kommune i landet.

Det betyder omfattende spareøvelser og vil få stor betydning for den velfærd, vi kan levere – i modsætning til storbykommunerne, der kan sætte skatten ned og samtidig tilbyde lavere egenbetaling i vuggestuer og børnehaver. De kan tilbyde bedre folkeskoler, flere kulturtilbud, bedre infrastruktur og bedre ældrepleje. Og det er ikke, fordi vi kommer fra et højt forbrug. Der var allerede skåret ind til benet – nu skal der skæres helt ind til benet.

I Hjørring Kommune har vi et konkret eksempel på konsekvenserne.
Min mor, som bragte mig til verden i 1984, var dagplejemor og arbejdede senere i rengøringsbranchen. For år tilbage blev hun syg, og hendes arbejdsevne forsvandt. Jeg husker tydeligt de år, hvor hun var igennem jobafklaringsforløb. Det var hårdt og sled på hende og på os andre. Men jeg er trods alt glad for, at det ikke er i dag, min mor skulle gennemgå et afklaringsforløb i Hjørring Kommune.

Jeg har fuld forståelse for, at man skal igennem afklaringsforløb. En førtidspension er en permanent ydelse resten af livet – det skal ikke være noget, man bare kan trække i en automat. Men i dag har man i Hjørring Kommune strammet grebet så meget, at førtidspension stort set er fjernet som værktøj.

Det er i dag næsten umuligt for borgere, der er slidt ned eller ramt af ulykke eller sygdom, at få en førtidspension. De bliver trukket rundt i systemet i endeløse afklaringsforløb – med stort psykisk pres til følge for både borgeren og deres familier.

I februar bragte vi i Socialdemokratiet, sammen med Radikale Venstre, emnet ind i arbejdsmarkeds-, erhvervs- og uddannelsesudvalget i håb om at løsne grebet. Men vi mødte en mur. De andre partier ville ikke være med til at kigge på området og vil ikke give en ærlig forklaring på hvorfor. Men vi fortsætter kampen. Stramningen er efter min mening en afledt konsekvens af den stigende ulighed mellem de store byer og udkantsområder, som vi har set siden 1984.

Der er penge nok i samfundet – alligevel skal nogle kommuner skære helt ind til benet.

Når mange borgere i Hjørring Kommune og andre provinskommuner oplever store besparelser i velfærden og samtidig hører om milliardinvesteringer i forsvaret, i EU og støtte til Ukraine i krigen, så er det ikke fordi, de ikke mener, vi skal investere i forsvaret eller støtte Ukraine i kampen mod Rusland. De føler bare ikke, at der er råd, når der samtidig skæres i den nære velfærd.

Det får dem i stigende grad til at vende sig mod populistiske partier på højrefløjen, der lover billigere benzin og diesel samt lavere skatter og afgifter.

Derfor er det bydende nødvendigt, at vi får lavet en holdbar omfordeling af landets ressourcer, så velfærden kan følge med i udkantsområderne, og borgerne oplever, at deres skattekroner går til den nære velfærd først. Ellers ender vi som i USA, hvor arbejdere stemmer på en, der vil smadre systemet – fordi systemet ikke virkede for dem.

En af de største udfordringer, den almindelige lønmodtager står overfor i fremtiden, er risikoen for, at fagbevægelsen kollapser, og den danske model dør. Medlemstallene er faldet støt de seneste årtier. De store generationer, der var unge på arbejdsmarkedet i 1984, er på vej på pension. Vi har aldrig formået at få den nye generation af unge organiseret.

Vi kan godt få dem til at melde sig ind, når de er i lære, og vi kan tilbyde et kontingent på 65 kr. om måneden. For de unge giver 65 kr. om måneden mening som en forsikring, så man kan få hjælp, hvis en arbejdsgiver snyder, regner forkert eller man på anden måde har brug for hjælp i forhold til sit arbejdsforhold. Men når vi præsenterer dem for 1.100 kr. om måneden, hopper kæden af.

Det er en meget dyr forsikring. Det svarer til, at jeg i dag betaler 500 kr. om måneden for en kaskoforsikring på min bil og pludselig skulle betale 6.000 kr. om måneden. Så ville jeg også hurtigt lave en cost-benefit-analyse og tænke: Jeg tager chancen med en ansvarsforsikring.

Men vi er jo ikke et forsikringsselskab. Vi er et fællesskab bygget på solidaritet – og det er i virkeligheden det, man betaler for: overenskomst, overtidsbetaling, pension, løn under sygdom, A-kasse osv. Den forklaring er vi bare aldrig kommet igennem med. Og når unge mennesker skal til at stifte familie og købe hus, ja, så forsvinder solidaritetstanken, og blikket rettes mod regnearket.

I 1984 var fagbevægelsen stærk. Der var masser at kæmpe for. Organiseringsgraden var på sit højeste. Man brugte sin fagforening og sin A-kasse. Man brugte fællesskabet. Der var lokale fagforeninger i hver en lille flække, og man kunne altid komme ind og få hjælp. I skurvognen og fabrikskantinen var det ikke velset ikke at være medlem. Det var ikke til forhandling – ellers stod man uden for fællesskabet.

Som jeg har sagt, er der sket en enorm udvikling siden 1984 – både på arbejdspladserne og i generationerne. Men fagbevægelsen drives stort set, som man gjorde i 1984. Vi holder generalforsamlinger og kalder det årets festdag, selvom stort set ingen født efter 1984 dukker op. Vi holder 1. maj uden at få de unge med – de aner ikke, hvorfor vi gør det, for vi har aldrig forklaret dem det.

Medlemstallet er faldet, siden det toppede omkring 1984. Vi holder stædigt fast i afdelingssuverænitet, selvom det er en hæmsko for fælles udvikling. Vi holder fast i, at man skal kunne dukke op uden tidsbestilling, og at vi skal have afdelingskontorer over hele landet. Bevares, vi sender mails i stedet for breve, og vi er kommet på Facebook – men en app er åbenbart alt for smart for fagbevægelsen. Vi forsøger stædigt at nå de unge superbrugere af smartphones ved at sende dem en mail eller en besked i Mit3F – selvom vi udmærket ved, at ingen læser dem.

En af grundene til, at fagbevægelsen ikke har formået at følge med tiden, er, at der ikke er gennemført et generationsskifte. I toppen sidder mange af dem, der var unge på arbejdsmarkedet i 1984. De holder fast i deres pladser, selvom mange for længst har opgivet kampen.

Nogle siger endda højt: ”Bare det holder min tid ud!”

Vi har derfor et samfund, der udvikler sig i rekordfart – og en fagbevægelse, der står stille. Vi driver fagforening for os selv, som vi ønsker, den skal være – som i de gode gamle dage. Om lidt går generationen fra 1984 på pension, og det vil betyde et kæmpe medlemstab. Vi har ikke fået tilsvarende nye medlemmer.

Det betyder, at vi vil stå svækket over for arbejdsgiverne. Vi vil stå svækket over for Christiansborg.

Vi risikerer at miste vores forhandlingsret – og hvad er der så tilbage?

Vi skal i gang med at reformere fagbevægelsen, så den passer ind i tidens samfund – og ikke forlange, at samfundet tilpasser sig os. Lad os begynde med at lytte til, hvad medlemmerne reelt ønsker af deres fagforening.

Vi har midlerne!

Lad os investere i generationsskiftet!

Lad os investere i fremtiden!

Det er den eneste chance, vi har.

Uden medlemmer har vi intet fundament. Ingen forhandlingskraft.

Vi risikerer at miste alt, hvad der er bygget op siden – og før – 1984.

Der skal handles nu, så der også er en fagbevægelse i år 2084.

TAK FOR ORDET!