Af Martin Prentow
Byrådskandidat for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Grønnevang 51
Hjørring
I dag afholdes der valg i Tyskland, og det tegner til at blive historisk. Alternative für Deutschland (AfD), et parti på den yderste højrefløj med rødder i nationalistiske og i nogle kredse ultrakonservative strømninger, står til at få mindst 20 % af stemmerne. AfD har især tre centrale mærkesager:
- At sende flere indvandrere og asylansøgere tilbage til deres hjemlande.
2. At stoppe Tysklands økonomiske støtte til Ukraine i krigen mod Rusland.
3. At afvise, at klimaforandringer er et menneskeskabt problem, eller i det mindste at mene, at de ikke kræver store politiske indgreb.
Men hvorfor vælger over 20 % af de tyske vælgere at stemme på et parti, der på mange områder ligger langt fra den traditionelle tyske konsensus? Svaret findes i hverdagen.
Mange tyskere oplever en stigende utryghed i det offentlige rum, de mærker nedskæringer i velfærden – på skoler, ældrepleje og sundhedsvæsen – og de kæmper for at få økonomien til at hænge sammen. Samtidig ser de, at der alligevel findes store summer til støtte til Ukraine, til sociale ydelser for asylansøgere og til klimainitiativer, der ofte resulterer i stigende energiomkostninger – blandt andet som følge af udfasningen af atomkraft. Når dagligdagen bliver presset, og de etablerede politikere ikke leverer tilfredsstillende løsninger, vender vælgerne sig mod dem, der kommer med konkrete, letforståelige svar.
Men hvad er konsekvenserne? Hvis krigen i Ukraine ender med, at Putin får en sejr og kan fastfryse konflikten på de nuværende fronter, vil han kunne konsolidere magten og mobilisere sig til nye fremstød. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før han – eller en anden diktator – igen tester Europas vilje til at forsvare sine grænser.
Tilsvarende er klimaforandringerne en realitet, og vi er nødt til at investere massivt i både at begrænse CO2-udledningen og beskytte os mod de konsekvenser, der allerede er på vej. Men det er også forståeligt, at en tysk håndværker, der kæmper med stigende leveomkostninger, ikke ser smeltende gletsjere på Grønland som sin førsteprioritet – især ikke hvis det betyder, at han selv skal spare på velfærden.
Tyske politikere – og europæiske politikere i det hele taget – må ikke glemme befolkningens hverdag. Hvis de ikke formår at adressere de daglige problemer med skole, ældrepleje, sundhed og kollektiv transport, vil vælgerne søge mod dem, der gør.
Spørgsmålet er så, hvem vi ender med at give magten – en demokratisk leder, en oligark eller en diktator?
