Af Martin Prentow
Byrådsmedlem for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Faglig sekretær i 3F
I onsdags var jeg på byggepladsbesøg sammen med gode kolleger fra 3F. Vi var ude for at tale med vores medlemmer og høre, hvordan deres hverdag ser ud – på godt og ondt. Når vi kommer rundt, møder vi også indimellem nogen, der står uden for fællesskabet.
På pladsen mødte vi en tømrer, som fortalte, at han ikke var medlem af fagforeningen, fordi han aldrig havde haft brug for den. Jeg forklarede ham, at han faktisk bruger fagforeningen hver eneste dag, fordi hans arbejdsgiver har valgt at tegne overenskomst med 3F.
Hans svar var, at han fik en langt højere løn end mindstelønnen i overenskomsten, og at han alligevel selv forhandlede sin løn. Jeg forklarede derfor, at pension, overtidsbetaling, løn under sygdom, særlig lønopsparing – som netop er steget til 15,7 procent af lønnen – og meget mere er forhandlet af 3F.
Svaret var et flabet grin: “Det får jeg jo alligevel.”
Og ja, det gør han. Så længe hans kolleger betaler til fællesskabet og opretholder overenskomsten.
Men hvad sker der den dag, hvor alle i virksomheden vælger at gøre som ham, tænker “mig først” og melder sig ud af fællesskabet? Hvorfor skulle arbejdsgiveren så vælge at forhandle overenskomst med 3F, hvis der ingen ansatte er, der er medlemmer?
Arbejdsgiveren er medlem af Dansk Industri, som er sat i verden for at varetage arbejdsgiverens interesser. Har fagforeningen ikke et stærkt mandat, vil arbejdsgiveren kigge efter andre løsninger. Det kan ende med, at løn- og arbejdsvilkår i stedet aftales politisk – og så er den danske model død. I den situation vil det være skiftende regeringer, der bestemmer løn- og ansættelsesvilkår på det danske arbejdsmarked.
Så vil tømreren fra før stille og roligt opleve, at alle hans gode vilkår bliver udhulet.
Når vi står i en fagforening, gør vi det ikke for vores egen skyld alene, men for fællesskabets skyld.
For solidariteten med vores kolleger – og med kommende generationer. Så hans børn og deres børn også får et arbejdsmarked med ordentlig løn og gode ansættelsesvilkår. Et arbejdsmarked, hvor en tømrer kan tjene en rimelig løn og har råd til at give sine børn en tryg opvækst i en af verdens stærkeste middelklasser.
Glædelig 1. maj. 🌹
Stærkt indlæg, Martin.
Det rammer lige ned i kernen af det, mange glemmer i en travl hverdag: At fællesskabet ikke er noget, man først opdager værdien af, når det brænder på — det er noget, der bærer os hver eneste dag.
Historien om tømreren er desværre ikke enestående. Den viser, hvor skrøbelig den danske model bliver, hvis for mange begynder at tænke “mig først”. For sandheden er jo, at ingen får gode vilkår af sig selv. De kommer, fordi nogen før os tog kampen, stod sammen og betalte til fællesskabet.
Det er let at glemme, når lønnen tikker ind, og tingene fungerer. Men som du skriver: Hvis alle gjorde som ham, så forsvinder fundamentet. Og så er det ikke længere kollektive aftaler, der sikrer ordentlighed — så er det skiftende politiske flertal. Det er en glidebane, ingen lønmodtager vinder på i længden.
Derfor er det så vigtigt, at nogen tager rundt på pladserne, lytter, forklarer og minder om, at solidaritet ikke er et gammeldags ord, men en moderne nødvendighed.
For vores egen skyld. For kollegernes skyld. For de unges skyld, der skal overtage et arbejdsmarked, der stadig hænger sammen.
Tak for indsatsen — og glædelig 1. maj 🌹
Fællesskab virker kun, når vi står i det sammen.
Svend Høholt maj 2026.