Restaurant Tannishus i Tversted inviterer til en festlig aften lørdag den 31. januar, når orkestret ”Masser Af Succes” efter et godt måltid mad disker op med numre som “Derudaf, Mig og Molly, Langebro,” og mange mange flere.
”Masser Af Succes” er en hyldest til et af Danmarks største rockorkestre, og ikke mindst en hyldest til vores alle sammens nationalskjald Kim Larsen. De spiller numre helt tilbage fra Gasolin-tiden, videre forbi Kim Larsens soloperiode, tiden med Bellami og helt frem til de senere år med Kjukken.
Kim Larsens livslange produktion af tekster og smukke melodier er alenlang, så hvilke titler skal man overhovedet vælge?
”Masser af Succes” bøjer sig ydmygt i støvet, vælger og sammensætter et repertoire, der sammen med bandets store erfaring – og med spilleglæde og glimt i øjet – sikrer en god og festlig oplevelse med overhængende risiko for fællessang.
Orkestret har optrådt i det meste af Danmark og optræder på mange forskellige typer spillesteder – til markedsfester, byfester, privatfester, firmafester og forskellige offentlige og private arrangementer.
Når “Masser af Succes” efter endt koncert bukker og siger ”Tak for i aften”, er det også med en hilsen og en tak til Kim Larsen. Tak for lån af alle de sange han har skabt, og som i et kort sekund får lov til at leve videre i Masser af Succes’ fortolkninger.
Repertoiret består af kendte numre som blandt andre: Inga og Katinka – Langebro -Kvinde min – Pianomand – Køb bananer – Rabalderstræde – Jutlandia – Susan Himmelblå – Dagen før for nu at nævne nogle få fra skattekisten.
“Masser Af Succes” på scenen er:
Anders Bau – Vokal/guitar
Mogens Gadegaard – Leadguitar/kor
Troels Lassen – Bas
Torben Aakmann Larsen – Keys/kor
Dan Skjødt – Trommer
Når kun det bedste til dig og dine venner er godt nok, så bliver det – Masser Af Succes.


