May og Lars Bonderup er egentlig fra Klarup, men forrige år blev de ringet op fra Hirtshals Camping. Pladsens tidligere forpagtere ville høre, om de havde lyst til sommeren over at flytte ind med May’s Thai Køkken.
Dengang gav det imidlertid ikke rigtig mening for parret, men da muligheden igen i år bød sig, rykkede de teltpælene op hjemme i Klarup, hvor deres mobile køkken ellers er voldsomt populært, hvorefter de kørte vognen op til den reserverede plads hos Rikke Vandsted og Tor Ove Sørlie på Hirtshals Camping.
Her stod May og Lars Bonderup så klar med lækre thailandske retter til Naturmødet, hvor der har været vildt travlt både på campingpladsen og i May’s Thai Køkken. Her serveres lækker autentisk thaimad lavet fra bunden med gode friske råvarer og en masse kærlighed, forklarer Lars Bonderup, da vi mandag eftermiddag besøger dem på Hirtshals Camping.

– Det er May, der står for madlavningen, mens jeg er den udadvendte og snakkesalige, der servicerer gæsterne, fortæller Lars Bonderup, som er uddannet flymekaniker med fast arbejde og ansvaret for uddannelsen af elever på Flyvestation Aalborg. Derfor står han nu tidligt op for at passe lønarbejdet, hvorefter han sammen med May sidst på eftermiddag åbner lugerne til May’s Thai Køkken, som de altså nu satser på sommeren over at have holdende i Hirtshals.

– Vi håber selvfølgelig, at pladsens gæster og de lokale fra byen tager godt imod os, hvilket de bestemt har gjort indtil nu, tilføjer Lars Bonderup, som er glad for det gode samarbejde med Rikke Vandsted og Tor Ove Sørlie.
Til en start har parret valgt ikke at have helt så stort et menukort som hjemme i Klarup. Hvis opholdet fortsat bliver en succes, satser de på at udvide med flere retter. Åbningstiden er fra kl. 16.30 til 20.30
Parret kender faktisk i forvejen lidt til Hirtshals, hvor de nemlig har det gode vennepar Chanunshida Kliking og Flemming Schaltz.
Diskussionen om post