Langt de fleste redningsindsatser ender lykkeligt og med alle menneskeliv i behold, men før redningsstationerne var der ingen hjælp for skibbrudne søfolk langs Jyllands vestkyst.
Tusindvis af strandinger vidner om Vesterhavets voldsomme storme, lunefulde strømme og mange revler, og det er først fra midten af 1800-tallet, at man begynder for alvor at gøre noget for sikkerheden vestkysten.
I 1851 blev Det Nørrejyske Redningsvæsen etableret, og Lønstrup var det første sted i Vendsyssel, der fik en redningsbåd. Allerede året efter var der også en redningsstation i både Løkken og Blokhus.
Lokationerne for redningsstationer var ikke tilfældige, men hvor man skønnede, det var mest nødvendigt efter tidligere erfaring med mange forlis, samt hvor der kunne skaffes tilstrækkeligt med mandskab og hestekraft på den tyndtbefolkede kyststrækning.
Netop mængden af arbejdskraft fik betydning for, hvilket udstyr de forskellige redningsstationer fik, da raketapparaterne krævede 4-6 mand og et par heste til transporten, mens man til søsætningen af en redningsbåd måtte have 12-16 mand og to par heste.
På 13 af de 21 redningsstationer langs Jyllands vestkyst var der redningsbåde ved udgangen af 1851, mens resten havde raketapparater, fra hvis rampe man kunne udskyde en line og ved hjælp af denne trække en trosse med en redningsstol ud til grundstødte skibe.
Hvis du vil læse resten af historien ovenfor og mange andre, kan du selv TILMELDE DIG NYHEDSBREVET FRA KLUB VHM HER .
