Oprindeligt blev Team De Røde Trøjer oprettet for familie og venner til minde om Mette Braths mor, der desværre mistede livet på grund af kræft i 2014.
Holdet voksede imidlertid til omkring 100 deltagere, da Mette Brath dengang var selvstændig og underviste en del i foreninger, hvilket gav ekstra medlemmer til Team De Røde Trøjer.

De sidste år er holdet landet på omkring 30 deltagere, der er altså åbent for alle, understreger Mette Brath. Hun sponsorerer et hyggeligt telt, og der er røde trøjer til alle.
Det er også en weekend, hvor familien samles og glædes over alle årene, de fik med deres savnede mor. Børnebørn og oldebørn er med. Mange har været med hele vejen, men nye kommer til hvert år.
– Alle på holdet har hver deres kære, de går for, og der hygges i teltet med gode snakke, grin og kage, fortæller Mette Brath.

Nogle år er der rundesponsorer til alle omgange, andre har personlige sponsorer. Vigtigst er sammenholdet, hygge i teltet, de mange walk & talk på banen og de gode koncerter. Fighterrunden og lysceremonien gør indtryk.
Vigtigst for holdlederen selv er natten, den er helt speciel. Og om morgenen, når der kommer rundstykker og friske fødder.
Mette Brath glæder sig til at se mange på holdet den 29. og 30. august til Stafet For Livet.


