Af Mette Præstegaard

Hirtshals
Endelig mandede byrådet sig i 2026 op og gav tilsagn til en toiletvogn i Nørregade i Hirtshals, bag Ret & Vrang, i uge 25-33.
Handelsstanden har længe søgt om et permanent offentligt toilet, så butikkerne ikke i højsæsonen tvinges til at stille toiletter til rådighed for langt flere trængende, end de oplever resten af året. Helt ærligt kan det ikke være byens forretningsdrivende, der skal stå for toiletservice på vegne af Hjørring Kommune. Vi bør inden 2027 få etableret et permanent toilettilbud i midtbyen.
Nu fik vi så stillet en vogn til rådighed med masser af firmanavn og reklame, men intetsteds stod det forjættede ord “WC”. Den har sikkert været helt ny og ren, da den med forseglede døre blev rullet frem på p-pladsen bag Ret & Vrang. Forseglingen var sikkert brudt med en hobbykniv, men selv på få meters afstand så vognen fortsat utilgængelig ud, og ordene “WC” eller “toilet” var ingen steder at læse. Det var ikke særlig brugervenligt over for vores gæster.

Nørregade er nu gågade, så vi må parkere på den nævnte plads. Det gjorde også jeg, og jeg var naturligvis lidt nysgerrig efter at se, om de mange sommergæster fandt hen til toiletvognen. For vi ved jo alle, at dette er det første sted, turisten søger hen, når bilen er parkeret.
Men her på p-pladsen skete det slet ikke. Folk hastede forbi uden at ænse, at de passerede målet for deres søgen.
Det er ikke godt for vores by, for toiletter er for vores gæster faktisk vigtigere end selv skønne seværdigheder og spændende butikker. Manglende toiletmuligheder kan jo ødelægge hele besøget. Hvem kan nyde opholdet, når det mest basale behov ikke kan opfyldes? Folk flygter nærmest i panik.
Jeg nævnte min iagttagelse for en lokal og handlekraftig forretningskvinde, der omgående rykkede ud med taperulle og A4-sider med store bogstaver: “WC”. Reklameforseglingen med det ekstra firmalogo blev fjernet, og de hjemmelavede toiletskilte blev klistret på vognen.
Indsatsen hjalp med det samme. Nu kunne de nyankomne på p-pladsen straks finde turistens første besøgssted og derefter i fred og ro gå ud og nyde vores dejlige by.
Jeg fatter ikke, at hverken ordet “WC” eller “TOILET” var at læse på toiletvognen, men kun et firmalogo. Lad os nu få vores faste helårstoilettilbud tilbage ved Nørregade, for der er næppe noget vundet for kommunen ved at droppe faste toilettilbud i vores turistbyer – snarere tværtimod.


