Mette Præstegaard: Opråb på plejehjemmet

Groft omsorgssvigt bekæmpes ikke alene med penge. Respekt og god omsorg er endnu vigtigere.
Årsagen til groft omsorgssvigt er, at fok med omsorgsgen er ved at være en udslettet race fortrængt af nutidens superegoister.

Ældrechefer høster roser for at skære ind helt til benet, så budgettet for plejen kan overholdes, også selv om de særlige tilskud til de ældre røg ud til helt andre formål. Superdygtige folk!
Viser forvaltningen ikke respekt for de ældre og svage, men løber med deres øremærkede tilskud fra staten og nægter at lægger øre til de ældres ønsker og trækker alt ned over hovedet på dem. Ja, så kan det kun gå galt.

Fundamentet begynder at vakle – for lederne er blevet smittede af ligegyldighed, og begynder også at optræde kold og kynisk for at please deres ældredirektøren. Smitten breder sig,  en del af personalet begynder også at svigte;  for om gamle Alma ligger 4 timer længere og sejler i sin drivvåde ble, er jo lige meget. Man hygger sig på nettet,  Alma laver jo ingen vrøvl, og næste hold kan jo bare tage over.

Dette gør rigtig mange flinke ansvarsbevidste medarbejdere , hver eneste dag, inden de kan starte deres eget arbejde – og med tiden kan de selvfølgelig blive trætte af ekstrabyrden og søger til andre steder. En ulykke for de svage ældre , der så mister alt håb og glæde.

Penge kan alene ikke løse problemet groft omsorgssvigt; men hjælpe, når der skal uddannes personale, kigges på løn osv. Det der er brug for er at få genskabt respekten for andre og vækket omsorgsgenen, der mange steder er næsten helt fortrængt af tidens vilde egoisme. Ved ansættelse af personale må  interessen  for ældre mennesker være et must, idet vi skal have trivsel og glæde genindført.

Omsorg for andre bør atter indføres i børnehave og skoleklasser, og den nedbrydende egoisme skubbes i baggrunden, om vi ikke alle skal ende som ensomme psykisk syge. Mennesket trives bedst i godt socialt samvær, og dette uanset folks alder.

Heldigvis kører ældreplejen i de fleste kommuner stadig godt – også på de mange nye friplejehjem. Men dokumentarholdet kunne finde masser af nye gysere, om jagten fortsatte, og således bør det ikke være. Borgmestre fra betændte steder står og roser forholdene i deres kommune. De burde i stedet for slå øjnene op og få ændret de dårlige forhold, frem for blot  med lukkede øjne at komme med lidt tom selvros;. Der er ikke noget at råbe hurra for!

Efter min mening burde alle plejehjem have en bestyrelse, der holdt øje med stedet og beboernes ve og vel.

Der klages over mangel på personale, og man må tage sig til hovedet og spørge: Hvorfor sender vi dygtige velintegrerede udlændinge retur til deres hjemland, når de vil os og kunne være til stor nytte? Og, hvorfor er der krav om så tårnhøj årsindtægt for udlændinge? Flertallet af danskere har da heller ikke råd til at bo på Rådhuspladsen i KBH. I gl. dage kunne vi finde plads og hjerterum til såvel amagerbønder som kartoffeltyskere. Altså burde vi gentage succesen.

Selv ville jeg ikke have spor i mod at blive passet af en udlænding (ej heller om vedkommende bar tørklæde). Mange kommer fra områder, hvor der stadig er respekt for den ældre generation, og er søde og rare mennesker.
De ville være som lune vinde midt i en iskold tid.  Kulden opstod, da man i kommunerne lod økonomien overtage al styring, og glemte alt om trivsel og godt arbejdsklima.

Ændring påkrævet.