Hjørring Kommunes borgmester Søren Smalbro og byrådsmedlemmerne Mette Jensen og Laila Zielke, der også er turistchef i Hirtshals, var i Fællessalen på Christiansborg tirsdag formiddag til konferencen ”Vestkysten viser vejen”.
De tre vestkystdestinationer Nordvestkysten, som Hjørring Kommune er en del af, Vesterhavet og Vadehavet havde inviteret politikerne på Christiansborg til en snak om udvikling af turismen i kommunerne langs den jyske vestkyst.
Det handlede også om, hvordan vi i fællesskab kan skabe en bæredygtig turisme, som vi kan leve af og leve med hele året. Det koster mange penge, og de gæve jyder håber at få åbnet mere for den store fælleskasse.
Erhvervsminister Morten Bødskov og Kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm var blandt andre oplægsholder på konferencen.
Kilde: Hjørring Kommune


