Michael Andreasen: Min første dag som elbilsejer

Af Michael Andreasen

Hirtshals

Og ja, man tror, det er løgn. Men sådan en har jeg købt mig.

Historien starter forrige weekend, da jeg begynder at kigge efter en ny bil.

Jeg havde fået lavet et regnestykke, der viste, at jeg kunne spare mere end 30.000 kr. om året ved at skifte. Vægtafgift, brændstof og afdrag.

Det var jo noget, en nordjyde kunne forstå. Det var en del mere end bare momsen.

Så jeg kørte lidt rundt og kiggede og fandt et par steder, der solgte brugte importbiler. Jeg blev positivt overrasket over, at priserne ikke var højere. Så jeg kørte hjem og tænkte lidt over det.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det er farligt for hjernen at gå i “ny bil-mode”.

For jeg vågnede mandag morgen klokken 4.30 og kunne ikke sove mere.

Jeg havde fået bilfeber.

Nå, men jeg måtte vente til klokken 8, før der var folk hos bilforhandleren, så jeg kunne prøve et par biler og få lidt information om elbiler.

Jeg er som gammel og forstokket fossilbilelsker ret uvidende om radiobiler, men blev positivt overrasket over, hvor godt man egentlig kører i sådan en.

Nå, men jeg fandt en fin én af slagsen, som muligvis kunne klare turen til Gedser med kun én ekstra opladning et sted på Fyn. Så jeg fortalte sælgeren, at jeg skulle på arbejde om eftermiddagen, og spurgte, hvad han ville give for min kære gamle og trofaste Volvo. Den savner jeg allerede.

Vi kunne godt blive enige om prisen, men de kunne ikke levere sådan en importbil med så kort varsel. Ikke før næste dag, fordi de havde vældig travlt.

Men nu havde jeg jo bestemt mig og skulle på arbejde, så jeg sagde til ham, at hvis han ville sælge bilen, måtte han lige komme lidt ind i kampen. Ellers gik jeg på udkig på Falster i stedet.

Der skulle også lige være vinterhjul med i handlen. Så han havde til klokken 15.00, hvis han ville sælge.

Det ville han åbenbart gerne, for klokken 16.00 kørte jeg fra forhandleren i min nye VW ID.5 GTX. Den er faktisk lidt sej.

Grøn, som jeg jo er, måtte jeg lige have lidt instruktion i, hvordan sådan noget elektrisk pjatværk fungerer. Opladning, ladeabonnement og så videre.

Så jeg fik en hurtig gennemgang af opsætning og opladning. Det tog omkring ti minutter, for jeg skulle jo på arbejde.

Tilsyneladende kan man ikke have elbil uden en smartphone og tre-fire apps.

For en mand, der ikke bryder sig om at blive overvåget og forsøger at holde en lav profil over for Skattefar og myndighederne, var det lidt af en kamel at sluge. Men jeg havde jo sagt A, så måtte jeg også sige B.

Nå, men jeg kom afsted med en halv opladning og var forberedt på, at jeg nok måtte lade to gange på vej ned.

Da jeg nåede Randers, kørte jeg ind til Netto, hvor min app havde fortalt mig, at der var en hurtiglader. Dem er der i øvrigt også stor forskel på. Nogle tager en halv time, andre flere timer, så man skal vælge med omhu.

Men da jeg ankom, var der kun to ladestandere og fire biler i kø.

Det kunne jeg simpelthen ikke vente på, så det var første chok på turen.

Jeg havde stadig lidt strøm tilbage, så jeg fandt en lader tre kilometer derfra og kørte hen til den.

Jeg parkerede bilen, så ladekablet kunne nå, satte stikket i og ville starte opladningen på laderens skærm.

Den bad mig først om at sætte ladebrikken på.

Andet chok.

Problemet var bare, at jeg først ville få ladebrikken med posten fem til syv dage senere.

Hvad pokker gør man så?

I det samme kom en kvinde i en elbil, som også ville lade samme sted. Hun kunne se, at jeg var lidt rådvild, og spurgte, om jeg havde brug for hjælp.

Jeg takkede ja og sagde, at det var min første gang.

“Nå for pokker, så er du jomfru,” sagde hun.

Og det måtte jeg jo med blandede følelser give hende ret i.

“Hvis du ikke har en brik, kan du bruge appen på telefonen,” sagde hun.

Jeg tog telefonen frem og opdagede til min store skræk, at den kun havde én procent strøm tilbage.

Nå, men det kunne heldigvis løses, for jeg havde naturligvis et ladekabel til min iPhone liggende i bilen.

Men ak og ve.

Det passede ikke til bilen.

Mit kabel var den gamle type med almindeligt USB-stik, mens bilen kun havde USB-C.

Nu begyndte jeg for alvor at blive presset. Jeg fik nok lidt farve i kinderne og sved på panden og under armene, og det skyldtes ikke det fantastiske sommervejr.

Jeg holdt tilfældigvis ved en Meny og tænkte, at de måske havde et kabel, jeg kunne købe.

Jeg ville lige tage ladekablet ud af bilen, inden jeg gik ind.

Men det kunne jeg ikke.

Det sad låst fast.

Hvad i alverden var det her for noget elbilshalløj?

Alle mine fordomme blev bekræftet på stedet. Hvis jeg havde haft strøm nok på bilen, haft tid inden arbejde og kunnet få det satans kabel ud, var jeg kørt direkte tilbage til Hjørring, skældt bilforhandleren huden fuld og forlangt min kære Volvo tilbage.

Jeg besindede mig dog og måtte endnu en gang bede den søde dame om hjælp.

Da hun havde en bil, der næsten var magen til min, kunne hun fortælle mig, at hvis jeg trykkede på oplåsningsknappen på nøglen, så slap stikket.

Og hun havde sørme ret.

Det er nu rart med stærke, selvstændige kvinder, der har styr på teknikken.

Så fik jeg købt et kabel til telefonen, og damen viste mig, hvilken rækkefølge man skulle gøre tingene i. Det viste sig også at være ret vigtigt.

Til sidst fik jeg startet opladningen.

Så havde jeg en halv time til at falde ned igen, drikke lidt vand og trøstespise lidt Marabou.

Det var nok meget godt, for jeg er ikke sikker på, at jeg havde været en særlig god bilist lige dér.

Der var sikkert mange rækkeviddeangste elbilister, der bagefter ville have fået en ikke særlig pæn håndbevægelse for at køre 100-110 km/t på motorvejen til stor gene for os normale bilister, der selvfølgelig kører 130 hele vejen.

Ja, rækkeviddeangst er nærmest en psykisk lidelse.

Jeg tænker, den kan kureres med et spark over skinnebenet.

Herefter gik det heldigvis bedre.

Jeg skulle lige huske at skifte nummerpladen på min Brobizz og fandt ud af, at det tog omkring 20 minutter, før ændringen slog igennem.

Det var fem minutter før Storebæltsbroen.

Nå, men ingen panik.

Jeg kunne jo lige så godt køre ind til Nyborg og lade bilen imens.

Der blev jeg igen positivt overrasket.

Det virker, som om mange elbilsejere føler sig som en del af en venlig, hjælpsom og meget snakkesalig kult.

For en skeptiker og ureligiøs person som mig er det noget, jeg lige skal vænne mig til. Jeg ved jo ikke, om der gemmer sig hellige eller klimareligiøse bagtanker.

Men alle de mennesker, jeg talte med, og som hjalp en elbilsjomfru i nød, var utrolig søde.

Jeg er endnu ikke helt omvendt, og selv hvis jeg var, ville jeg nok ikke indrømme det offentligt.

Men jeg kan godt mærke, at det kræver lidt tilvænning.

Og her en uge senere begynder jeg så småt at kunne tale om det uden at hidse mig op og uden at få tårer i øjnene over savnet af Volvo.

I det mindste synes jeg også, at den nye bil er flot.